Damn you, tiny bladder!

Så har jeg gjort det, jeg har set "Avatar"
Undrer du dig over titlen, så er det blot fordi, at jeg, en tredjedel inde i filmen, skulle på toilettet, hvilket på det tidspunkt var forfærdeligt, fordi jeg så ville blive revet ud af filmen, og det er virkelig noget af det værste.
Jeg kan kun sige at det helt sikkert var de 125kr værd, uden tvivl.
Jeg havde forventet at blive overvældet af filmens storhed, og gå ud med en følelse af "En virkelig god film" Da jeg gik ud føltes mit kranium som værende alt for lille til alle de indtryk, der havde fået min hjerne til at vokse sig betydeligt større. Jeg kan sagtens forstå, at nogle mennesker kan blive deprimeret over at se Pandora. James Cameron har virkelig gjort det igen.
Jeg gider egentlig ikke skrive så meget om filmen, for du har helt sikkert set, og hvis du ikke har, så synes jeg at du skal gøre det, for det er ikke "bare" en fantastisk film, det er også begyndelsen på en ny type film.  Jeg er overbevist om at der vil komme flere af den her slags film, mange flere.
Nej, jeg vil bare lige kommentere lidt på det, at nogle mener at det er en dårlig historie...
Shut up!
Du går ikke ind at se en film, som har kostet 2 milliarder at producere, hvis teknik har taget ni år at udvikle og hvor der er brugt alt for mange minutter per frame, for at se en dyb og rørende film, som går ind og kritiserer dit sociale individ...
Nej! Du går ind for at få en oplevelse, der efterlader dig fuldkommen smadret oppe i toppen. Udover det, så synes jeg at filmen har en god historie, den er i hvert fald ikke dårlig, jeg kan nævne mange andre med et værrer plot. *host*Twillight*host* (Dens skulle ind...) Den har selvfølgelig ikke en uigennemskuelig historie med en masse twist, men det ville også være alt for meget. Jeg havde alt for travlt med at se alle de detaljer der foregik på lærede, så hvis der havde været alt for meget snak og indføring i historier og detaljer, så var jeg stået af. Udover det, så mener jeg, at enhver film, der kan give seeren selvmordstanker, ikke kan have en dårlig historie.

Nåh, men ja.. Det var en fantastisk oplevelse.

Inglorious Bastards

Jeg ved godt at jeg sagde, at næste "blog"-indlæg ville handler om russeren, men det kommer det ikke til. Bare rolig, det kommer, men ikke nu.

Jeg har, som titelen måske har afsløret, været inde og se Inglorious Bastards i biografen.
Nøj, hvor var den god, så jeg kan kun anbefale dig at se den! Jeg er, som du måske, måske ikke ved, stor Tarentino-fan, og jeg ejer stort set alle hans film, så den her var jeg jo næsten nødt til at se. Til dig der ikke ved hvad den handler om, så er det en film om anden verdenskrig, dog med et nyt twist. På det seneste er der kommet mange film, især tyske, som giver et nyt billede af krigen, nemlig det som tyskerne havde. Der Untergang og Des Leben der Anderes er gode eksempler. Det er ikke længere dumme nazi-svin, men stakkels tyskere og stakkels sindsforvirrede Hitler. Ikke, at det er dårligt, men det er skønt at se en film, hvor tyskerne er nogle svin, og de skal bare nakkes!
Quentins film handler om en specialstyrke, som, i bund og grund, skal dræbe så mange nazister, som overhovedet muligt. Filmen bærer dejligt meget præg af, at det er Quentin, som har instrueret den. Der er den klassiske scene hvor alle begynder at skyde, og alle ender med at dø, skønt. Det er ikke fordi at det er fantastisk at se en masse mennesker dø, men det er jo Quentin, ikke?
Hitler er igen blevet til det stereotype onde monster, som amerikanerne så ham som under, og efter krigen. Nazisterne dræber jøder, og amerikanerne dræber nazisterne, og de nyder det. Det hele er selvfølgelig ikke blod ogskalpering, der er også en god omgang humør med i filmen.
Jeg vil ikke afsløre for meget, så jeg kan egentlig ikke fortælle dig om min yndlings scene i hele filmen. Jeg kan dog afsløre, at det helt sikkert er den næste film, som sniger sig ind på min hylde!

Næste gang er om russeren, det er sikkert, uden tvivl, tusinde millioner procent!! Right...