Inglorious Bastards

Jeg ved godt at jeg sagde, at næste "blog"-indlæg ville handler om russeren, men det kommer det ikke til. Bare rolig, det kommer, men ikke nu.

Jeg har, som titelen måske har afsløret, været inde og se Inglorious Bastards i biografen.
Nøj, hvor var den god, så jeg kan kun anbefale dig at se den! Jeg er, som du måske, måske ikke ved, stor Tarentino-fan, og jeg ejer stort set alle hans film, så den her var jeg jo næsten nødt til at se. Til dig der ikke ved hvad den handler om, så er det en film om anden verdenskrig, dog med et nyt twist. På det seneste er der kommet mange film, især tyske, som giver et nyt billede af krigen, nemlig det som tyskerne havde. Der Untergang og Des Leben der Anderes er gode eksempler. Det er ikke længere dumme nazi-svin, men stakkels tyskere og stakkels sindsforvirrede Hitler. Ikke, at det er dårligt, men det er skønt at se en film, hvor tyskerne er nogle svin, og de skal bare nakkes!
Quentins film handler om en specialstyrke, som, i bund og grund, skal dræbe så mange nazister, som overhovedet muligt. Filmen bærer dejligt meget præg af, at det er Quentin, som har instrueret den. Der er den klassiske scene hvor alle begynder at skyde, og alle ender med at dø, skønt. Det er ikke fordi at det er fantastisk at se en masse mennesker dø, men det er jo Quentin, ikke?
Hitler er igen blevet til det stereotype onde monster, som amerikanerne så ham som under, og efter krigen. Nazisterne dræber jøder, og amerikanerne dræber nazisterne, og de nyder det. Det hele er selvfølgelig ikke blod ogskalpering, der er også en god omgang humør med i filmen.
Jeg vil ikke afsløre for meget, så jeg kan egentlig ikke fortælle dig om min yndlings scene i hele filmen. Jeg kan dog afsløre, at det helt sikkert er den næste film, som sniger sig ind på min hylde!

Næste gang er om russeren, det er sikkert, uden tvivl, tusinde millioner procent!! Right...

I'll be back... I said

Så, nu er jeg tilbage igen, efter en lang sommerferie!

Klokken er nu 11:09, og jeg har lyst til at kickstarte min blog igen, for den er gået hen og blevet lidt... Forladt. Jeg har haft en masse på hjernen på det sidste: Det der med at sige farvel, piger, den frygtelige gymnasielle uddannelse, arbejde, eller manglen derpå og så meget mere, men nu er jeg i den varme stol igen.
Nåh, ikke flere undskyldninger for hvorfor jeg ikke har skrevet i et stykke tid, jeg vil lægge blødt ud, med at nævne to ting. En som har irreteret mig, og en som jeg rigtig godt kan lide. Den første, som har været ufatteligt nederen overfor mig, er hud- og hårprodukt-reklamer. Jeg er ved at være træt af dem, især nu, hvor de kører med en reklame om at ens hud har tre grundlæggende... rettigheder?! Hud har ingen rettigheder, det er bare hud, det tænker eller føler ikke. Mennesker har rettigheder, jeg vil også godt gå med til at dyr har rettigheder, men ikke hud. Det er det samme som at sige at sten har to grundlæggende rettigheder, retten til at kravle ind i folks sko, og rettigheden til ikke at blive kastet ud i havet... Det er en stor løgn, bare for at sælge et produkt, som gør præsic det samme, som hundredevis af andre produkter.
Den anden ting, den jeg godt kan lide, er Firefly!

Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!

Jeg har lige købt den komplete box, med alle afsnittene i, og det er virkelig en vanvittig god serie! Hvis du godt kan lide western eller sci-fi, og hvis du har muligheden, så køb den!
"Hvis jeg kan lide Western og sci-fi?" tænker du måske, men lade mig forklare dig hvad serien handler om
Serien er et mix af science-fiction-med-laserpistoler-og-rumskibe og helt normal western-med-barslagsmål-og-togkapringer. Det lyder måske som en underlig blanding, men det er det også, men det er godt! Jeg vil ikke forklare hele plottet, det kan du læse dig til på internettet.

Nu vil jeg i seng, så jeg skriver nok en anden gang, og jeg har jeg har allerede en overskrift til næste indlæg.
Det kommer til at handle om "Russeren"

Bye

Reliance²

Ja, så fik jeg endelig lagt det her ind, det har været få linjer fra at være færdigt i snart en uges tid, jeg håber du kan lide det (læg gerne en kommentar)

Denne gang har jeg intet tilfældigt billede at lægge ind, men det er forhåbentlig ikke derfor, at du er kommet ind på min "blog." Dette indlæg kommer også til at handle om reliance, og det starter hvor det første sluttede, ved ro.
Roen ved at kunne rely on someone, at have tillid til nogen, og at være afhængig af dem. Den er virkelig dejlig! Synes du ikke det? Den tager en del ansvar af ens skuldre, det klarer mange af ens bekymringer, dog ikke alle. Når jeg har fuldt ud har reliance til nogen, så letter det virkelig meget, for jeg har jo en tillid til at personen klarer det som jeg er afhængig af bliver klaret. Det er ikke længere på mine skuldre, jeg er fri for det. Jeg har ro fra det!
Jeg sagde, at det også gav "et spejl." Hvad kan jeg dog have ment med det? Hvis jeg skal være hélt ærlig, så har jeg glemt den præsice grund, men jeg kan, forhåbentlig, regne det ud. Når jeg skrev "et spejl," så er det fordi, at det giver os noget at spejle os selv med, noget at se os selv med. Måske kan du ikke helt følge min tankegang, men lad mig udpensle det lidt for dig:
Når jeg sætter min tillid, og vælger at være afhængig af nogen, så er det fordi, at jeg tror, at personen har lidt mere end mig, kan lidt mere. Så tror jeg, at personen har lige lidt mere selvkontrol, velvilje, mod eller hvad vi nu mener at de gør bedre end os. Derfor bliver de til dem vi har reliance til. De kan klare det, som jeg er afhængig af bliver klaret, bedre end jeg selv kan, defra kommer tilliden.
Fordi at vi af de grunde har valgt at rely on dem, så kan vi bruge den reliance som et spejl. Vi kan se os selv ved at se på den person, vi kan se vores fejl og mangler, men vi kan også se det gode i os selv. For vi kan jo se hvornår vi bliver nødt til at få hjælp, og vi kan se hvornår vi klarer os selv, helt uden støttehjul.
Hvis vi har valgt at rely på nogen som har en dårlig indflydelse, så er det stadigvæk et spejl. Du kender godt Hurlumhejhuset i tivoli, ikke? Det med brædder, som bevæger sig, og gulve, der gynger. I huset er der også nogle spejle, nogle, som kan få dig til at se sjov ud, som en dværg, eller måske ligner det at du har kæmpe øjne. Ligesom dem kan din reliance forvrænge dit billede af dig selv, det kan få dig til at se lille og tyk ud, det kan også få dig til at se stor og stærk ud, selvom, at du ikke er det. Det kan ødelægge meget for en person, der har en forkert reliance, det kan ødelægge personen selv.

Et kort, et kort, et kort, et kart, et kkort, et koerrt, ert kotr, eetkotr, ektrot
Det er egentlig en fortsættelse af det med spejle, den er lidt sammenfaldne på nogle punkter, men, come on. Hvad kan jeg dog have ment med et kort, jo, hvis du har reliance til nogen, så bruger du dem, meget, blandt andet kan du bruge dem som et kort, et kort for dit liv. Du har dem som det her ideal, som det rigtige. Det kan du gå efter, som man ville med et kort.
Det er ikke ret godt beskrevet, så du får lige et eksempel i stedet for en snørklet forklaring.
Hvis du står i en situation hvor du ikke har noget at støtte dig op af, hvis du ingen reliance har, hvad gør du så? Du kan selvfølgelig sætte dig ned og give op, og håbe på, at nogen samler dig op. Ellers kan du prøve selv at klare det, du kan prøve at komme igennem uden hjælp fra en anden. I sådan en situation vil du nok gå efter hvad du ved kan lykkes... Hvad den, du har reliance til, plejer at gøre?
Kan du følge mig?
Vi støtter os op af disse personer, eller kun én, for vi ved, at de kan klare det vi ikke kan. Hvad vi ikke ved er, at vi også nogle gange selv kan, dog med indirekte hjælp fra ens reliance. Vi (op)fanger en vanvittig mange ting, især hvad andre mennesker har lært os gennem hele vores liv. Det, selv at stå i lortet og så klare det, er en af de første skridt ud af denne reliance.
Gisp
Sagde jeg lige et skridt ud af reliance, ja det gjorde jeg, men det kommer i næste spændende afsnit af reliance...

Reliance*

Før jeg vil gå i gang med dette "blogindlæg" så skal du advares:
Billedet til venstre har ingenting at gøre med resten, jeg kan bare godt lide det. Det er tage lidt uden for Vadum, hvor der ligger en 15 meter høj silo. Det er den silo som en af min fars gamle kollegaer bruger til rapelling. Gæt hvad jeg lige har lavet?
Så, jeg håber, at det svarede de fleste af dine spørsmål, hvis ikke, tja... Så skal du ikke læse videre, for der finder du ikke flere svar.


Et emne, som har optaget mine tanker er reliance. Ja, jeg ved godt, det er et engelsk ord, men de(t) danske ord dækker bare ikke nær så meget. Det, at fuldt ud at stole på nogen, eller noget, og smatidigt være dybt afhængig af det. På det seneste har jeg selv oplevet hele dilemmaet ved reliance.
Du har en computer, det ved jeg, for ellers ville du ikke læse det her, og du har garanteret en masse på den. Billeder, musik, små programmer, stile og alt muligt nyttigt. Det har jeg også, eller det vil sige, det havde jeg. Jeg, som enhver anden teenager under uddannelse, har en bærbar som jeg bruger meget flittigt, til f.eks en "blog," men også skolearbejde. For en halvanden måneds-tid siden gik den ned... Alt var væk, mine billeder, som skulle bruges; opgaver, som ikke var blevet afleveret og alle mine film.

A disk read error occurred - pres Ctrl_Alt_Delete to restart

Det var alt hvad den kunne sige, ikke andet. Der kom ingen billeder, der kom ingen lyd, bare blå skærm med hvid tekst. Intet hjalp på det, så hvad gør man? Man installerer et nyt OS, starter fra bunden, tænder og slukker, slet og gendan. Jeg ved godt, at det ikke er jordens undergang at miste sine data, men hvor er det træls at miste dem. Det værste var dogm at jeg havde lagt så meget tillid i min computer, tanken at den måske kunne gå ned havde ikke strejfet mig.
Reliance består af to ting: tillid og afhængighed. Det er begge dele, eller intet, hvis tilliden svigter kan jeg ikke fortsat være afhængig, for så ved jeg ikke om det er der hver gang. Omvendt kan jeg ikke have tillid til noget jeg ikke er afhængig af, for så har jeg jo ikke brug for det, så er det meningsløst at stole på det. Vi har alle reliance til noget, der er et eller andet i vores liv, som vi har tillid til, og som vi er afhængige af. Måske er du uenig i det, men det tror jeg, at vi har. Det næste kommer mest til at handle om reliance til andre mennesker.
Hvorfor vi gør det ved jeg ikke, men derfor synes jeg stadigvæk, at det er vigtigt at have. Det giver os nemlig tre ting:

ro
et spejl
et kort

Jeg kommer kun ind på den første i denne omgang, for jeg skal også have noget søvn, på et tidspunkt... Ro, hvorfor giver reliance dog ro? Jeg tror, at det giver os noget at støtte os op af, for når alt andet fejler, eller går galt, så er det der næsten altid. Det kan, selvom vi ikke ved det, være en ro, selv når vi ikke har brug for det. Bare det at vide, at man har det er nok til, at man kan mere, tør mere, vil mere. Det er en ro som vi kun får gennem reliance til andre, den er meget svær at finde andre steder, selvom, at det nok er muligt.

Resten kommer senere, for nu skal jeg sove...


*= reliance dække over de danske ord "tillid" og "afhængighed"

Udvikling er en personlig ting, som vi selv skal tage stilling til, det er ikke noget andre har at gøre med. Det er kun dig selv, og det er det værste ved det.

Fredag den 3. April, ved eftermiddagstid...

Det næste sker på førstedagen af vores tur til Berlin, dagen efter mit forrige "blogindlæg". Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at udgive det, men nu har Nanna presset mig til at gøre det... Så nu er det ude. Enjoy

Er en dag som har fydt mig med mange føleleser, selvfølgelig efter, at den har sat hele smørren på púre. For at forklare dig dagen, bliver jeg nødt til at forklare dig optakten til, netop, denne dag, fra i dag til, ja nogle dage siden. Nu tænker du nok hvad mener han med det, det er simpelt nok. Jeg tror, at de sidste par dage har været en form for optakt til netop den her dag, måske også de næste par rækken. Jeg kan ikke forklare dig hvorfor, men jeg har bare følelsen af, at der er et eller andet over den her dag, måske også dem der kommer. En uforudsigelig ting, som jeg alligevel føler, at jeg kan forudsige, kender du ikke følelsen?

Jeg sidder netop nu i en bus på vej til Berlin sammen med min efterskole, en dobbeltdækker af moderat størrelse. Buschaufføren hedder Jesper, og han er overraskende god. Vi har siddet her i små seks timer, dog ikke medregnet strække ben- og rygepause. De fleste har nok prøvet at køre rigtig langt i endten bus eller bil, og jeg ved ikke nyder det lige så lidt som jeg gør. Det er rent ud sagt kedeligt, også selvom, at du sidder med de hyggeligste mennesker, det bliver bare kedeligt.

Mikkel sover.

Jeg føler også lidt, at mit ha'-det-sjovt-i-bussen-kort er ved, at være godt opbrugt, det er nok også derfor, at jeg har taget mig tid til at skrive. Jeg har smækket min nye computer op på lårene, selvom jeg ikke burde, og sat iPoden på ”jazz'n roll” med ”Moondance”. Ja, ret associalt, det har du ret i, men hvis jeg ikke føler, at jeg kan byde ind med noget spændende, hvorfor så prøve på det. Kan jeg ikke bare sætte mig her og tage mig tid, som jeg helt sikkert kan bruge, måske især nu?

Jeg tror, at Mikkel hører Kashmir, men jeg er ikke sikker.

Jeg har allerede skrevet, at jeg har fået serveret følelsescocktail, men jeg tror egentlig ikke, at jeg ved hvad den hedder. Har jeg fået is den? On the rocks? Shaken or stirred? Jeg ved det egentlig ikke, jeg har bare labret den i mig. Oliven, tandstikker, glas og bordskåner, jeg siger dig, tjeneren skal passe på!

Mikkel lader ikke til at sove, han har lige rullet gardinet for vinduet.

Jeg tror kun jeg er sikker på to af følelserne, forløsning, den og forventning, som måske bare er fortvivlelse i fåreklæder. Jeg tror det er en af de ting der nager mig, for er det ikke to modsætninger? Forløsningen er svaret på forventningen, forventningen er optakten til forløsning. Jo, men jeg er nu sikker på, at det er det jeg har drukket. Kender du udtrykket ”Det var som en tung sten faldt fra mit hjerte”? Godt, jeg tror, at den sten er min forventning (fortvivlelse). Jeg har lige smidt den, kastet den langt væk, hvor jeg ikke tror jeg vil finde den. Der har vi forl

Mikkel flyttede lige på sig.

-øsningen. Hvor er problemet så, det er jo bare vildt fedt Joakim! Nej, for jeg tror bare, at det var en undskyldning for at tage en endnu tungere sten op. (eller måske er det en isblok, jeg er ikke så meget til on the rocks)

Bussen er stoppet, så Mikkel, og alle de andre, skal ud og strække ben eller ryge.

...

.

..

...

..

Jeg sidder nu alene i bussen, for jeg skal hverken ryge eller strække ben, jeg tror bare, at jeg skal sidde lige her og nyde den gode indelukkelse. Vi kom fra on the rocks, or iceblocks. Jeg ved ikke helt, i hvert fald ikke helt til bunds, hvorfor jeg nu har taget denne nye sten på min skuldre og- eller hjerte. Jeg tror det er endnu en af de ting der ligger begravet i de sidste par dage. Begravet under et helt normal hverdagsliv.

Nyt indlæg

Så, nu er jeg endelig kommet hjem fra en rigtig god tur til Berlin! Nu siger jeg endelig, jeg kom faktisk hjem igår... Det har været en rigtig lang tur, og jeg gider ikke til at sidde og skrive om den nu. Jeg har nemlig noget andet på sinde. På turen havde jeg sat mig for at skrive fem små indlæg til min "blog". Det specielle skulle være, at de skulle gå baglæns, i stedet for kronologisk, og derved gå ind under den følelse jeg havde netop den sidste dag. Altså den, som i mine indlæg så ville være det første indlæg. Jeg fik også skrevet tre af indlæggende, men så... Ja, så læste jeg dem igennem, og jeg fandt ud af at jeg kun havde lyst til at udgive et af indlæggende:

Fredag d. 3. April om morgenen

Jeg er vågnet tidligt, tidligere end vi skulle, for der er en forventning dybt inde i mig, som ikke vil lade mig sove mere. Det, og så det faktum, at jeg er snottet, så jeg kan kun ånde igennem munden. Nej, det er ikke rigtigt, det er mest af alt fordi, at jeg har vasketøj, som ligger og venter på mig. Mit tøj har ligget i tørretumbleren natten over, så det kan bliver klart til i dag. En tynd tåge, en dis ligger over Fjellerup, og jeg vader igennem den, på vej op til vaskerummet.
Jeg tager mit vasketøj op af vasketøjskurven, det er nyvasket, vådt, og det dufter dejligt af industrisæbe.
Jeg når hen til tørretumbleren, hiver håndklæde, bukser og trøjer ud af den, ned i vasketøjskurven.
Det er ikke tørt nok.
Det er ikke engang skabstørt. Mine håndklæder er fugtige, jeg kan stadigvæk lugte sæben fra i går, minebukser er også våde, lige der ved gylpen. Jeg gider ikke vente mere, så jeg smider kun det ene par af bukserne ind igen, sætter skiven på ekstra tørt
Jeg lukker lågen, smækker den i, og jeg sætter skiven på ekstra tørt.
Jeg sarter med at lægge håndklæderne sammen, de foldes to gange på langs, så én gang på tværs. Jeg stabler dem ved siden af, på stålbordet, med folden væk fra mig. Derpå går jeg i krig med bukserne, de skal foldes på midten, rettes ud, og så skal de foldes i tre dele. Jeg lægger dem ved siden af håndklæderne, med baglommerne op af.
Jeg står og venter på, at tørretumbleren går i gang, bare for at være sikker.
Jeg skal til at tage trøjerne, men jeg stopper, bukser før trøjer. Jeg venter på at bukserne har fået fem minutter, bare for at være sikker. De er varme, men jeg tvivler på, at de er tørre nok, men jeg bliver nødt til at gøre det nu, for jeg skal nå at blive færdig inden morgenmad. Bukser, tjek, jeg tager trøjerne, de skal foldes på langs, ærmerne læges ned, og så foldes på tværs. Jeg ligger dem oven på bulserne.
Jeg lægger min Fjällraven fra mig og går ned mod mit værelse.
Jeg tager min Fjällraven op, lægger tøjet i den, håndklæderne bliver jeg nødt til at bære da der ikke er mere plads i tasken. Nu kan jeg gå ned til morgenmaden.

Ja, det var så det ene indlæg. Jeg er gået hen og blevet meget glad for det, jeg håber at det også kan give dig noget