I en dobbelt dansktime

Jeg sidder her til dansk med 10.a på Djurslands Efterskole som ligger i Fjellerup, en by så lille at den ikke har sit eget postnummer, men i stedet bliver nødt til at nasse Glesborgs.
Vi har om Reklameanalyse, billedsprogets terminologi, centralperspektivitet, komplementærkontrasten og en- og tovejskommunikation. Ja, det er langweilig
Det er egentlig fint nok, men ikke mere end det, for jeg har haft om lige netop dette emne lidt for mange gange... Jeg vil skyde på at det er femte gang at jeg har om det, en gang i folkeskolen; en gang på brobygning, som jeg har været på tre gange og nu, for femte gang på efterskolen. Flemming har lige udtalt nogle ord som får mit indre til at udsige en lyd der er en blanding af et "suk" og et "fuck"

Så, nu skal i arbejde med jeres reklamer

Jeg har, som så mange andre skoleelever, fundet mit reklamebillede tolv minutter inde i timen. Det blev til et reklamebillede for google, formodentlig lavet af en Google-fan, og ikke Google selv. Billedet viser en himmel i sort/hvid og øverst er et Googlelogo, indhyllet i skyer Det er fire mænd i jakkesæt, med tasker, på stiger som rækker op mod logoet. Kun en af dem når logoet, men han har intet hoved, der er istedet for plantet et stort O. Men, men han er ikke uden held, for hans taske er farvet...

Ved du hvad... Du kan jo egentlig selv se det:

Er det ikke flot?

Det er det vel, men det gør det her reklameanalyse mere spændende, desværre, for jeg håbede ellers på det.
Jeg sidder og skifter mellem: min "blog", Facebook, msn, openoffice og tyskordbogen, af en eller anden grund. Selvfølgelig alt efter hvem der står bag mig, og kan se hvad jeg laver. Engang imellem ser jeg også op for at se på hvor mange der egentlig laver noget.
Det er ikke mange.
Veed andet øjekast ser det faktisk ud som om folk laver noget, det er bare dem der laver mindst der fylder mest, eller stener mest... Nu gider jeg ikke til at fremhæve nogen, men det er bare, ja, virkelig åndssvagt. Kan folk bare ikke tie stille, lave noget konstruktivt i den ene time vi skal lave det her? Selvom jeg sidder og skriver "blog", og alt muligt andet, så har jeg allerede fået skrevet en halv side, og hvis det kun skal fremlægges mundtligt, så er jeg færdig. Det kan da ikke være så svært.
Ja, jeg gider ikke skrive mere, jeg føler bare at jeg ender med at sidde og pege fingre af folk, alt imens at jeg sætte mig selv op på en piedestal, hvor jeg slet ikke hører hjemme...

Et lille værk af mine

Jeg sidder her klokken 00:42 og kan ikke falde i søvn... Jeg har haft en af de dage med indhold, dog et inhold jeg ikke rigtigt føler har haft den store indvirkning på mig. (Kort sagt, min dag har været ret kedelig) Jeg ved ikke lige hvorfor at jeg fik lyst til at gå herind og skrive et indlæg. Jeg tror at det er en blanding af at jeg har læst hele xkcd.com igennem, og at jeg føler mig ufatteligt rastløs.
For omkring 20 minutter slog det mig så hvad jeg skulle skrive om! For det første det jeg har skrevet indtil videre, men så vil jeg også udgive et af mine essays, et som jeg faktisk er blevet godt tilfreds med. Lige lidt info om det hvis kan bruge det: Det er en stil vi skulle skrive i dansk og så valgte jeg Et Dan Túrell essay/digt, af to grunde. Han er en af mine yndlings-kunstnere inden for dansk litteratur, og så ville jeg prøve et essay for en gangs skyld. Det er skrevet over en rigtig oplevelse, men jeg har gjort det lidt mere essay'sk, og så har jeg digtet lidt videre på det. Nyd den.

Sammenhængen mellem kaffe og solnedgange

Første gang jeg mødte dig, havde jeg sat mig ned i den lune aftensol, og der nød jeg min kop kaffe. Du kom hen til mig og spurgte om du måtte få en kop med, indtil da havde jeg egentlig ikke lagt mærke til dig. Jeg havde måske set dig før, der var noget velkendt over dig, der var noget som jeg kunne nikke anerkendende til. Om du må få en kop med? Da ordene strøg ud mellem dine læber forstod jeg ikke hvorfor du ville have min kaffe, der var jo så meget andet kaffe. Der var så mange bedre varianter, og jeg var bestemt heller ikke den bedste til at brygge kaffen.

Nu plejer jeg ikke at være den uhøflige type, men der, lige der, kunne jeg godt brug en kop kulsort kaffe og en flot rød sol, alene. Du stod der stadig med den tomme kop i hånden, så jeg trak bare lidt på smilebåndet og sagde. ”Hvorfor ikk', jeg kan jo nok ikke drikke en hel kande.” Det var vel ren og skær stædighed da jeg med det samme tænkte at det kunne jeg godt.

Han satte sig, jeg blev bare siddende. Jeg drejede på kandens låg som utallige gange var blevet skruet skævt i, men den dag sad det lige. Kaffen løb ud fra tuden, og ned i den tomt afventende kop. Det var nu allerede at stykke tid siden jeg selv havde stået og brygget den. Jeg havde smidt lidt ekstra pulver i, og så havde jeg ladet den trække lidt længere, som jeg er begyndt at få for vane. Da jeg stod og bryggede den, havde det bare været til mig og min aftensol. Så denne helt specielle kande var blot en ud af alt for mange. Det var en af de kander man bare laver, en af dem hvor det meste var afmålt ”sådan cirkus”. Der var kun én ting som var afmålt, og det var vandets varme. Kaffen skal helst være for varm, så man ikke bare kan pøle den i sig. Kaffen skal nydes, og den nydes bedst i godt selvskab, om det så er med venner eller solsorten oppe på taget.

Kaffen blev klar, og det blev jeg også.

Jeg spildte et par dråber på jorden, men det gør i det lange løb aldrig ret meget. Du sagde tak, smilede lidt og varmede dine fingre på koppen. Jeg sad og så dig an, ikke i et fornærmet elevatorblik, slet ikke. Jeg så bare på dit ansigt, om det var åbent og venligt, trist eller genert. Jeg fik ikke set efter, for du kiggede tilbage, måske med samme henseende. Øjeblikket fik mig til at kigge hen mod solen, og hendes dans over skovens trætoppe. Jeg lod som om jeg var mere interesseret i landskabet end dig, men det var bare et spil for kavaleriet.

Om du også kiggede vidste jeg ikke, men jeg tror at du gjorde. Jeg kunne høre dine tanker, de kørte rundt i hovedet på dig, spørgsmål som stod ubesvaret tilbage. Hvorfor du havde sat sig hos mig, om jeg overhovedet ville have det, om jeg overhovedet gad dig. Måske hørte jeg dem kun fordi det var mine egne spørgsmål. Jeg kunne mærke min egen nysgerrighed vokse i takt med min forlegenhed over at der ikke blev sagt noget.

”Det er virkelig en flot solopgang” fik jeg fremmanet.

Du fik rettet mig, det var solnedgang, og det fik os til at grine lidt, måske en smule nervøst i det. Du lænede dig tilbage, tog din første slurk af kaffen og sagde ”Du har ret, den er rigtig flot, og det er for resten en rigtig god kaffe det her” Jeg blev underligt glad for ordene, som om de faldt i hak med noget inden i mig. Vi begyndte så småt at snakke om hvor godt solnedgange og gode kopper kaffe passer sammen. At der er en usynlig, og stærkt undervurderet sammenhæng mellem de to ting. Jeg tog mig også en slurk af kaffen, og den var god. Den var stadigvæk brændende varm, og selvom den var blevet lidt bitter i eftersmagen, så nød jeg den.

Efter vores kopper var tomme hældte du på igen. Nu virkede det som om kaffen var blevet varmere, men den havde blot været gemt i kanden. Kopperne gik, og det gjorde vores samtale også, den holdt dog længere end både kaffen og solen.

Så er jeg tilbage igen

Nu er jeg tilbage efter en lille pause, der er ikke sket noget usædvaneligt, som en skiferie eller noget andet sjovt. Jeg er bare vendt tilbage fra min helt almindelige hverdag, hvor der er sket gennemsnitligt meget almindelig ting

Jeg vil gerne på skiferie, og jeg ærger mig over at jeg ikke har været det her i ferien

Det giver mig netop stof til at skrive det her "blog"indlæg... Hvorfor har vi ikke nok tid? Hvorfor er det så svært at sætte sig ned og bare lade tankerne flyde ud i en lang smørre, som folk så derefter kan fundere lidt over? En af grundene er nok fordi at jeg går på efterskole, og derfor har jeg ikke lige alverdenens tid, og plads for den sags skyld. Der er så meget jeg gerne vil nå, og der har jeg ikke medregnet den tid jeg bruger på timer, valgfag og alt det andet obligatoriske, som jeg skal nå inden dagen den er omme. Se bare på dagen idag, jeg har oplevet to ting, hvor jeg med det samme tænkte "Det kan jeg godt skrive noget om". Nu har jeg så glemt den ene af tingene, og den anden føler jeg at jeg ikke har tid til. Selv det jeg skriver nu, mangler jeg tid til at skrive, så jeg prøver at multitaske, jeg sidder på MSN, facebook, med min mobil i hånden og samtidigt hører jeg Muse. Så det tager også ekstra tid af den grund.
Når jeg sidder her, med alle de her forstyrrelser og "vigtige" ting omkring mig, så forstår jeg ikke hvorfor at jeg ikke bare kan lægge det fra mig, og sætte mig ned og læse en af de bøger jeg så gerne vil læse.
Jeg vil så gerne have mere tid, men jeg tror bare ikke at jeg får mere tid af ønske det, kun mindre... Jeg ville ønske at jeg bare havde 3 timers mig tid hver dag, hvor jeg kunne være alene, med en bog, eller hvor jeg kunne skrive en af slagsen, som jeg så senere ville have tid til at læse. Eller løbe mig en tur, det ville jeg have rigtig godt af forresten, eller jeg kunne bare sidde og nyde den stilhed der opstår når man ikke skal noget. Det har jeg selvfølgelig ikke, og det får jeg heller ikke, især ikke her på efterskolen.

Pusterum

Jeg ville ønske, jeg kunne tænke mig, gid dit og dat... Jeg tror ikke at jeg kan tage mig ordenligt sammen til at få den der pause engang imellem. For den er virkelig svær at passe ind i min dagsorden, der er ikke plads til den. Jeg er fuldt ud overbevist om at jeg kunne nyde godt af den, men jeg er gør det aligevel ikke. Jeg har gjort det måske en eller to gange herude på efterskolen, og bagefter havde jeg det rigtig godt med det. Så gør det dog igen Joakim!
Jeg mener det, jeg burde virkelig gøre det, lige nu og her - Men det kan jeg ikke, om en halv times tid skal jeg op og være forbeder til lovsang, det kan jeg jo ikke bare pjække fra. Det vil jeg egentlig også gerne være.
Nu kommer jeg med så mange kritiske synspunkter og holdninger, men hold op hvor bliver det hyklerisk! Jeg sidder og klager over at jeg ikke har nok tid til alt det jeg gerne vil nå, men har jeg ikke valgt at det skal være sådan? Jeg har jo bevidst valgt at have timer indtil aftensmad tre ud af fem dage? Og har jeg ikke valgt at være elevrådsformand, har jeg ikke valgt at oprette en "blog", som jeg sidder og skriver i nu?
Jo, det har jeg netop selv valgt... Hvorfor har jeg valgt at gøre det når jeg nu synes at jeg ikke har tiden til det hele? Det er fordi jeg ville mangle noget hvis jeg havde for lidt at lave, jeg ville føle en hvis tomhed hvis jeg ikke skulle ting der varer fem timer, på kun tre timer! Jeg vil hellere end gerne have rigtigt meget at lave, det er netop derfor at jeg har valgt så mange valgfag, at være med i elevrådet, være forbeder, stå for diverse ting og alt det andet. Det giver mig et eller andet bruge mig på, noget konstruktivt, det giver mig et eller andet kick. Jeg tror ikke at jeg ville kunne klare at have en dag hvor jeg ikke skulle lave noget, hvor der ikke var noget at fuldføre. Jeg tror det at fuldføre noget, eller det at kunne se frem til noget der vil blive fuldført, giver mig en eller anden ro i sjælen.
Som f.eks skoletrøjer, jeg skrev godt tohundrede bestillinger ind, og derefter skulle jeg så skrive dem om fordi farvekoden var blevet ændret. Så skulle de sendes, og penge skulle betales, og skoletrøjer uddeles, men da det var ovre, også imens, havde jeg en afslappet følelse. Det at vide jeg ville ende med "noget" i enden gav mig roen og lysten til at gøre det, så jeg nød på en eller anden vis at lave alt det arbejde. Jeg valgte også at gøre det selv, for så havde jeg bedst styr på det, og så kunne jeg også selv følge med i hvad der skete, og at det blev gjort rigtigt. Hvis en anden havde gjort det havde jeg nok bare gået og bekymret mig om det blev gjort ordenligt, og så meget andet pylren.
Når det er sagt, så betyder det ikke at jeg kunne have brug for det der "mig-tid", det kan jeg helt bestemt, og jeg nyder det også når jeg engang tager mig sammen til det. Det er bare en udfordring, som jeg vil stille mig selv, og dig, læseren. Tag en to timer ud af din dag, ikke hver dag, men én dag, hvor du bare kan tage dig tid, god tid.

Puuuust

Det var godt lige at komme af med det, og hey, nu fik jeg da taget mig tid, også selvom at det kun var en lille halv time. Også selvom at jeg jo lavede ret mange ting imens...

Joakim Møller

Det første blogindlæg...

Ja, jeg har nu givet efter for presset...

Jeg har lavet en "blog"

Jeg er i hvert fald i gang med det. Hvorfor har jeg nu valgt at gøre det? Tjo, tja, jeg tror det er lidt det med at det er noget appellerende, for mit vedkommende, ved det at skrive en "blog". Det at man kan komme ud med sin mening; et budskab, som man er brændt inde med eller bare et eller andet humoristisk, som man har hørt.
Min "blog" kommer formodentlig til at bestå af små anekdoter fra mit liv, som på den ene, anden eller tredje måde har ændret, lidt eller meget, for mig. Nogle små dagligdags ting som fik, og vil få, mig til at tænke anderledes om noget eller at det fik mig til at se ting på en ny måde. Ved at fortælle lidt om mine oplevelser/hændelser fra mit helt og aldeles gennemsnitlige liv, så håber jeg at det vil have bare lidt effekt på læseren. Jeg håber at denne "blog" vil ændre nogens syn på forskellige ting, omend det kun er en smule.
Hvorfor at jeg har kaldt min "blog" for "A piece of the Cake" vil jeg vente med at forklare til om et halvt års tid. For om et halvt år har jeg sikkert fortrudt helt vildt at jeg har valgt at kalde den netop det, og så bliver det lidt sjovere at forklare sammenhængen i navnet.

Sit back, and enjoy the show ya'll