Fredag den 3. April, ved eftermiddagstid...

Det næste sker på førstedagen af vores tur til Berlin, dagen efter mit forrige "blogindlæg". Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at udgive det, men nu har Nanna presset mig til at gøre det... Så nu er det ude. Enjoy

Er en dag som har fydt mig med mange føleleser, selvfølgelig efter, at den har sat hele smørren på púre. For at forklare dig dagen, bliver jeg nødt til at forklare dig optakten til, netop, denne dag, fra i dag til, ja nogle dage siden. Nu tænker du nok hvad mener han med det, det er simpelt nok. Jeg tror, at de sidste par dage har været en form for optakt til netop den her dag, måske også de næste par rækken. Jeg kan ikke forklare dig hvorfor, men jeg har bare følelsen af, at der er et eller andet over den her dag, måske også dem der kommer. En uforudsigelig ting, som jeg alligevel føler, at jeg kan forudsige, kender du ikke følelsen?

Jeg sidder netop nu i en bus på vej til Berlin sammen med min efterskole, en dobbeltdækker af moderat størrelse. Buschaufføren hedder Jesper, og han er overraskende god. Vi har siddet her i små seks timer, dog ikke medregnet strække ben- og rygepause. De fleste har nok prøvet at køre rigtig langt i endten bus eller bil, og jeg ved ikke nyder det lige så lidt som jeg gør. Det er rent ud sagt kedeligt, også selvom, at du sidder med de hyggeligste mennesker, det bliver bare kedeligt.

Mikkel sover.

Jeg føler også lidt, at mit ha'-det-sjovt-i-bussen-kort er ved, at være godt opbrugt, det er nok også derfor, at jeg har taget mig tid til at skrive. Jeg har smækket min nye computer op på lårene, selvom jeg ikke burde, og sat iPoden på ”jazz'n roll” med ”Moondance”. Ja, ret associalt, det har du ret i, men hvis jeg ikke føler, at jeg kan byde ind med noget spændende, hvorfor så prøve på det. Kan jeg ikke bare sætte mig her og tage mig tid, som jeg helt sikkert kan bruge, måske især nu?

Jeg tror, at Mikkel hører Kashmir, men jeg er ikke sikker.

Jeg har allerede skrevet, at jeg har fået serveret følelsescocktail, men jeg tror egentlig ikke, at jeg ved hvad den hedder. Har jeg fået is den? On the rocks? Shaken or stirred? Jeg ved det egentlig ikke, jeg har bare labret den i mig. Oliven, tandstikker, glas og bordskåner, jeg siger dig, tjeneren skal passe på!

Mikkel lader ikke til at sove, han har lige rullet gardinet for vinduet.

Jeg tror kun jeg er sikker på to af følelserne, forløsning, den og forventning, som måske bare er fortvivlelse i fåreklæder. Jeg tror det er en af de ting der nager mig, for er det ikke to modsætninger? Forløsningen er svaret på forventningen, forventningen er optakten til forløsning. Jo, men jeg er nu sikker på, at det er det jeg har drukket. Kender du udtrykket ”Det var som en tung sten faldt fra mit hjerte”? Godt, jeg tror, at den sten er min forventning (fortvivlelse). Jeg har lige smidt den, kastet den langt væk, hvor jeg ikke tror jeg vil finde den. Der har vi forl

Mikkel flyttede lige på sig.

-øsningen. Hvor er problemet så, det er jo bare vildt fedt Joakim! Nej, for jeg tror bare, at det var en undskyldning for at tage en endnu tungere sten op. (eller måske er det en isblok, jeg er ikke så meget til on the rocks)

Bussen er stoppet, så Mikkel, og alle de andre, skal ud og strække ben eller ryge.

...

.

..

...

..

Jeg sidder nu alene i bussen, for jeg skal hverken ryge eller strække ben, jeg tror bare, at jeg skal sidde lige her og nyde den gode indelukkelse. Vi kom fra on the rocks, or iceblocks. Jeg ved ikke helt, i hvert fald ikke helt til bunds, hvorfor jeg nu har taget denne nye sten på min skuldre og- eller hjerte. Jeg tror det er endnu en af de ting der ligger begravet i de sidste par dage. Begravet under et helt normal hverdagsliv.

Nyt indlæg

Så, nu er jeg endelig kommet hjem fra en rigtig god tur til Berlin! Nu siger jeg endelig, jeg kom faktisk hjem igår... Det har været en rigtig lang tur, og jeg gider ikke til at sidde og skrive om den nu. Jeg har nemlig noget andet på sinde. På turen havde jeg sat mig for at skrive fem små indlæg til min "blog". Det specielle skulle være, at de skulle gå baglæns, i stedet for kronologisk, og derved gå ind under den følelse jeg havde netop den sidste dag. Altså den, som i mine indlæg så ville være det første indlæg. Jeg fik også skrevet tre af indlæggende, men så... Ja, så læste jeg dem igennem, og jeg fandt ud af at jeg kun havde lyst til at udgive et af indlæggende:

Fredag d. 3. April om morgenen

Jeg er vågnet tidligt, tidligere end vi skulle, for der er en forventning dybt inde i mig, som ikke vil lade mig sove mere. Det, og så det faktum, at jeg er snottet, så jeg kan kun ånde igennem munden. Nej, det er ikke rigtigt, det er mest af alt fordi, at jeg har vasketøj, som ligger og venter på mig. Mit tøj har ligget i tørretumbleren natten over, så det kan bliver klart til i dag. En tynd tåge, en dis ligger over Fjellerup, og jeg vader igennem den, på vej op til vaskerummet.
Jeg tager mit vasketøj op af vasketøjskurven, det er nyvasket, vådt, og det dufter dejligt af industrisæbe.
Jeg når hen til tørretumbleren, hiver håndklæde, bukser og trøjer ud af den, ned i vasketøjskurven.
Det er ikke tørt nok.
Det er ikke engang skabstørt. Mine håndklæder er fugtige, jeg kan stadigvæk lugte sæben fra i går, minebukser er også våde, lige der ved gylpen. Jeg gider ikke vente mere, så jeg smider kun det ene par af bukserne ind igen, sætter skiven på ekstra tørt
Jeg lukker lågen, smækker den i, og jeg sætter skiven på ekstra tørt.
Jeg sarter med at lægge håndklæderne sammen, de foldes to gange på langs, så én gang på tværs. Jeg stabler dem ved siden af, på stålbordet, med folden væk fra mig. Derpå går jeg i krig med bukserne, de skal foldes på midten, rettes ud, og så skal de foldes i tre dele. Jeg lægger dem ved siden af håndklæderne, med baglommerne op af.
Jeg står og venter på, at tørretumbleren går i gang, bare for at være sikker.
Jeg skal til at tage trøjerne, men jeg stopper, bukser før trøjer. Jeg venter på at bukserne har fået fem minutter, bare for at være sikker. De er varme, men jeg tvivler på, at de er tørre nok, men jeg bliver nødt til at gøre det nu, for jeg skal nå at blive færdig inden morgenmad. Bukser, tjek, jeg tager trøjerne, de skal foldes på langs, ærmerne læges ned, og så foldes på tværs. Jeg ligger dem oven på bulserne.
Jeg lægger min Fjällraven fra mig og går ned mod mit værelse.
Jeg tager min Fjällraven op, lægger tøjet i den, håndklæderne bliver jeg nødt til at bære da der ikke er mere plads i tasken. Nu kan jeg gå ned til morgenmaden.

Ja, det var så det ene indlæg. Jeg er gået hen og blevet meget glad for det, jeg håber at det også kan give dig noget