Jeg sidder her klokken 00:42 og kan ikke falde i søvn... Jeg har haft en af de dage med indhold, dog et inhold jeg ikke rigtigt føler har haft den store indvirkning på mig. (Kort sagt, min dag har været ret kedelig) Jeg ved ikke lige hvorfor at jeg fik lyst til at gå herind og skrive et indlæg. Jeg tror at det er en blanding af at jeg har læst hele xkcd.com igennem, og at jeg føler mig ufatteligt rastløs.
For omkring 20 minutter slog det mig så hvad jeg skulle skrive om! For det første det jeg har skrevet indtil videre, men så vil jeg også udgive et af mine essays, et som jeg faktisk er blevet godt tilfreds med. Lige lidt info om det hvis kan bruge det: Det er en stil vi skulle skrive i dansk og så valgte jeg Et Dan Túrell essay/digt, af to grunde. Han er en af mine yndlings-kunstnere inden for dansk litteratur, og så ville jeg prøve et essay for en gangs skyld. Det er skrevet over en rigtig oplevelse, men jeg har gjort det lidt mere essay'sk, og så har jeg digtet lidt videre på det. Nyd den.
Sammenhængen mellem kaffe og solnedgange
Første gang jeg mødte dig, havde jeg sat mig ned i den lune aftensol, og der nød jeg min kop kaffe. Du kom hen til mig og spurgte om du måtte få en kop med, indtil da havde jeg egentlig ikke lagt mærke til dig. Jeg havde måske set dig før, der var noget velkendt over dig, der var noget som jeg kunne nikke anerkendende til. Om du må få en kop med? Da ordene strøg ud mellem dine læber forstod jeg ikke hvorfor du ville have min kaffe, der var jo så meget andet kaffe. Der var så mange bedre varianter, og jeg var bestemt heller ikke den bedste til at brygge kaffen.
Nu plejer jeg ikke at være den uhøflige type, men der, lige der, kunne jeg godt brug en kop kulsort kaffe og en flot rød sol, alene. Du stod der stadig med den tomme kop i hånden, så jeg trak bare lidt på smilebåndet og sagde. ”Hvorfor ikk', jeg kan jo nok ikke drikke en hel kande.” Det var vel ren og skær stædighed da jeg med det samme tænkte at det kunne jeg godt.
Han satte sig, jeg blev bare siddende. Jeg drejede på kandens låg som utallige gange var blevet skruet skævt i, men den dag sad det lige. Kaffen løb ud fra tuden, og ned i den tomt afventende kop. Det var nu allerede at stykke tid siden jeg selv havde stået og brygget den. Jeg havde smidt lidt ekstra pulver i, og så havde jeg ladet den trække lidt længere, som jeg er begyndt at få for vane. Da jeg stod og bryggede den, havde det bare været til mig og min aftensol. Så denne helt specielle kande var blot en ud af alt for mange. Det var en af de kander man bare laver, en af dem hvor det meste var afmålt ”sådan cirkus”. Der var kun én ting som var afmålt, og det var vandets varme. Kaffen skal helst være for varm, så man ikke bare kan pøle den i sig. Kaffen skal nydes, og den nydes bedst i godt selvskab, om det så er med venner eller solsorten oppe på taget.
Kaffen blev klar, og det blev jeg også.
Jeg spildte et par dråber på jorden, men det gør i det lange løb aldrig ret meget. Du sagde tak, smilede lidt og varmede dine fingre på koppen. Jeg sad og så dig an, ikke i et fornærmet elevatorblik, slet ikke. Jeg så bare på dit ansigt, om det var åbent og venligt, trist eller genert. Jeg fik ikke set efter, for du kiggede tilbage, måske med samme henseende. Øjeblikket fik mig til at kigge hen mod solen, og hendes dans over skovens trætoppe. Jeg lod som om jeg var mere interesseret i landskabet end dig, men det var bare et spil for kavaleriet.
Om du også kiggede vidste jeg ikke, men jeg tror at du gjorde. Jeg kunne høre dine tanker, de kørte rundt i hovedet på dig, spørgsmål som stod ubesvaret tilbage. Hvorfor du havde sat sig hos mig, om jeg overhovedet ville have det, om jeg overhovedet gad dig. Måske hørte jeg dem kun fordi det var mine egne spørgsmål. Jeg kunne mærke min egen nysgerrighed vokse i takt med min forlegenhed over at der ikke blev sagt noget.
”Det er virkelig en flot solopgang” fik jeg fremmanet.
Du fik rettet mig, det var solnedgang, og det fik os til at grine lidt, måske en smule nervøst i det. Du lænede dig tilbage, tog din første slurk af kaffen og sagde ”Du har ret, den er rigtig flot, og det er for resten en rigtig god kaffe det her” Jeg blev underligt glad for ordene, som om de faldt i hak med noget inden i mig. Vi begyndte så småt at snakke om hvor godt solnedgange og gode kopper kaffe passer sammen. At der er en usynlig, og stærkt undervurderet sammenhæng mellem de to ting. Jeg tog mig også en slurk af kaffen, og den var god. Den var stadigvæk brændende varm, og selvom den var blevet lidt bitter i eftersmagen, så nød jeg den.
Efter vores kopper var tomme hældte du på igen. Nu virkede det som om kaffen var blevet varmere, men den havde blot været gemt i kanden. Kopperne gik, og det gjorde vores samtale også, den holdt dog længere end både kaffen og solen.
