Juleaftensdag

Glædelig jul allesammen!
Jeg håber at I får en god dag sammen med familien eller hvem I nu har valgt at holde jul sammen med.
Sidst men ikke mindst, så håber jeg på en hvid jul!

Juletid

Så! Nu er det blevet tid til endnu et indlæg her på "bloggen"...
Som sagt tidligere, så ville dette indlæg indeholde et billede, og når man har lovet noget, så bør man vel også holde det, og det har jeg gjort!

Her er mit billede så, desværre har jeg ikke nogen scanner, selvom jeg virkelig gerne vil have en, så det er ikke specielt god kvalitet...

         - "Kun med hjertet kan man se rigtigt - det væsentlige er usynligt for øjet"

  

Nåh, hvad synes du? 

Det gør ikke så meget hvis du ikke helt fanger den, men det er heller ikke så vigtigt. Det er en blandingaf en af mine yndlingsbøger blandet med en af mine yndlings sci-fi serier. Idéen kom til mig under en af Thyges fantastiske samfundsfag, og der lavede jeg så mit første forsigtige udkast til den. Jeg fandt så den lille krussedulle og tænke "Hvorfor ikke?" 

Store oprydningsdag

Før jeg kommer overskriften nærmere, så skal jeg først fortælle dig to ting, den første:
Næste indlæg kommer til at indeholde en tegning! - Be excited
Anden:
Jeg er ret ærgelig over, at jeg var længe oppe igår for at skrive et engelsk-digt, som jeg alligevel ikke kommer til at bruge før efter juleferien, æv. Til gengæld blev det et tilpas syret juledigt, da det startede med handle om en mand, som skulle købe sin søns julegave, men endte med at handle om drager..
Og så den tredje:
I dag har vi lært i engelsk, at Michael Jacksons "Thriller" blot er en guide til, hvordan man kommer i bukserne på en pige, skræmmende.
Som overskriften siger, har dagen herhjemme været præget af oprydning, og ikke mindst rengøring.. Det har været okay, I guess, jeg har fået smidt tæt på alle mine skoleting fra ottende klasse ud, på nær et par guldkorn som jeg fandt. Det er også hvad dagens "blog"-indlæg kommer til at indeholde, nemmerlig guldkornene.
Jeg fandt dem i et danskhæfte fra ottende klasse, og jeg har ingen ide om hvorfor jeg har skrevet dem. Der er nogle understregninger hist og pist, ja ved en af understregningerne går jeg næsten helt amok. Så der har nok været en mening med de to historier, men den er long gone.

Mens Sara stod i entreen så hun samtidigt toget køre forbi vinduerne. Det havde fart på, sjuk sjuk sjuk, lød det nu taktfast fra skinnerne. Det var tre-toget med fire minutters forsinkelse, der kørte i sporet nærmest huset og derfor lavede altid et forfærdeligt spetakel, især når det nu var forsinket, og derfor havde ekstra fart på.

Og nu det lidt underlige...

Klokken er halv fire, og Jannick står og leger med sine nye muslinger. Dem købte han for kun 15 øre og hans gamle bamse, Victor. Han kan bedst lide den røde, for den er størst. Jannicks mor er lige ude med sine "kammerater", så han er helt alene sammen med alle de andre. Han kan ikke rigtigt lide de andre, men mor siger at de ikke gør noget. Men de andre er ikke helt fine i kanten.

Jeg håber, at du fandt det lige så underholdende, som jeg selv gjorde, eller at du i det mindste trak en anelse på smilebåndet.

Dette "blog"-indlæg er ikke blevet rettet eller ændret på nogen måde, da alle mine indlæg er fejlfrit!

Kort og godt

Det her indlæg bliver kort, og muligvis godt, hvem ved..
Jeg har egentlig skrevet et om mit arbejde og så videre, men det er ikke helt færdigt endnu, og jeg har langt mere lyst til at skrive dette indlæg først.
Jeg sidder nu, og er på vej til årets første julefrokost, som 12 af drengene fra min klasse holder sammen hjemme hos en, som hedder Simon. Jeg skal have fiskefiletter og det, som hører med, med.
Men det jeg vil snakke om er den bog, som jeg er ved at læse, den dersens "Du som er i himlen"
Idag, på vej hjem i bussen læste jeg kapitel II-13 som handler om den aften hvor han simpelthen bryder sammen. Han har været i New York i omkring to uger, og nu ligger han i sin seng en aften, og så åbnes der for dæmningen, det hele flyder over. Han beskriver det meget kort og ufatteligt nærværende, jeg var simpelthen slugt hel og rå. Jeg gik hjem fra busstoppestedet uden at komme op over bogens kant, overfor røde lyse og dyttende biler.. Nøj, det var skræmmende godt!
Hvorfor han brød sammen, det må du læse dig til.

Glædelig julefrokost

De sidste par ord om mit arbejde

Nu har jeg så endelig fundet ud af at jeg bør gøre det her "blog"-indlæg færdigt, det har været halvfærdigt i seks dages-tid. Jeg burde nok lave mit engelske digt i stedet for, men det bliver bare ike rigtig til  mere en et blank stykke papir, so here it goes:
Jeg sagde godtnok at "blog"-indlægget ville være skrevet igår eller i dagen forinden, men! Jeg fik desværre ikke sparket mig igang med det projekt, selvom  jeg var lige på nippet til at nedskrive og uploade det.
Jeg har, som sagt tidligere, lovet netop dig, læseren, et par gennemsnitskorte strøtanker om mit yderst fantastiske arbejde. Det dersens i Salling du ved..
Først noget struktur, for det er jo noget af det allervigtigste, ikke?
Lidt strøtanker
Så kommer et stykke om "Ajaja"
Derefter et om guruen Rasmus
Sidst kommer en beskrivelse af mødet med "Portneren"
Det er omtrent sådan mit "blog"-indlæg vil være bygget op, men hvem ved, måske kommer andre indfald med undevejs. Tja, og her kommer de andre indfald så:
Lige nu sidder jeg midt i værelset og hører Daft Punk, efterfulgt af Arcade Fire efterfulgt af Daft Punk, hvilket jeg har gjort den seneste tid. Jeg er simpelthen blevet nyforelsket i Arcade Fire, samtidigt med at jeg hart opdaget hvor fantastisk Daft Punk er. Dette fortæller jeg ikke fordi at jeg mener at du bør begynde at høre det eller noget i den stil, men blot for at dele min lille sælsomme glædelse.

De omtalte strøtanker
Opvaskertjansen er egentlig et middelgodt job, ikke fordi at det er hårdt, at det er nogle dårlige kollegaer eller fordi jeg ikke får nok som betalling. Nej, hvad der er træls ved jobbet er at skulle stå en hel dag og vaske op, det er arbejdet i sig selv. Det er skuffelsen over endelig at nå til bunds i opvasken, hvorefter Lasse kommer med 3 kæmpe-fade som er fyldt med fastbrændt lort fra ribenstege. Det er irritationen over måden hvorpå alting kan blive skarpt, jeg har skåret mig på tallerkner, skåle, stålbørster, fade, fastbrændt fedt, fastbrændt sukker, endda fastbrændt risengrød. Det er stresset over at skulle nå den sidste store opvask inden fyraften, noget som sjældent sker i juletiden.
Men penge er penge, og arbejde er og forbliver arbejde.

Ajaja
Hvad kan man sige om hende... Hun er en af de personer, som kan få en til at stå tilbage målløs og tvivle på om man skal smågrine lidt, eller om man skal ryste dem ud af ens hukommelse. Første gang jeg mødte hende var sidste fredag, jeg hørte hende stå og fortælle en af hendes kollegaer, meget højrøstet, hvor mange tømmermænd hun da havde. Så kom hun rundt om hjørnet, forbi vaskemaskinen hvor jeg stod. Hun opdagede mig og præsenterede sig selv, igen meget højrøstet; "Davs du! Jeg er så Ajaja!" Hun smilte over hele femøren.  Jeg fortalte mit navn, alt imens jeg undrede mig over hvad hun lige havde kaldt sig selv for. Det var første møde, anden gang var hvor hun kom ind og, skreg ikke, men hun spurgte igen meget højrøstet efter teskeer.
Vi havde ikke flere..
Da hun fandt ud af det begyndte hun at snakke om hvor forfærdeligt det var der ude i bistroen. Hun begyndte at forklare, meget grafisk, hvordan de jagtede hende med deres mange gamle klamme hænder. Hendes ansigtsudtryk, mange sjov lyde og det at hun stod helt op i ansigtet på mig, fik mig til at grine ret så meget. Om lørdagen klagede hun igen over tømmermænd og jeg undrede mig over om hun nogensinde ville tage ved lære. Så hun tog sig en øl, og det skal lige siges at vi ikke må drikke på arbejdet. Om det var for at komme tømmermændene til livs, eller om det bare var fordi hun havde lyst, det ved jeg ikke, begge ting kunne ligne hende.

Rasmus the Guru
Rasmus er den anden opvasker i bistroen, og han er "Das Guru von den Abwasch." Uanset hvor hurtigt jeg prøvede at vaske op, så kunne han gøre det dobbelt så hurtigt, og samtidigt nå at sætte al opvasken på plads. Han har også været der i meget længere tid, så han kender alle tricks og smuthuller. Han fik blandt andet pigerne nede i caféen til at lave en kødpizza til os, behøver jeg at fortælle hvor godt den smagte? Som beskrevet tidligere har mændende i Bistroen et bestemt look, men der skiller Rasmus sig ud. Han ryger ikke, er slank og han er glatbarberet, til gengæld har han en fyrreårigs hoved og en attenårigskrop, hvilket ser en smule underligt ud.
Men cool, det er han


Portneren
Han er.. Nej, lad mig fortælle dig mit første møde med ham, så kan du selv danne dig et billede af ham.
Rasmus og jeg var på vej ned i caféen for at få den førnævnte pizza, og imens vi står og venter på elevatoren, kommer portneren hen og står sammen med os. Han lægger mærke til, at jeg kun har én handske på, den havde jeg på fordi jeg havde skåret min finger på noget fastbrændt risengrød, og så, for ikke at bløde ud over opasken, skal vi have en handske på. Han siger så "Nåh, skal I ned og slås eller sådan noget?" Jeg forstod ikke helt sammenhængen, og forklarer så hvorfor at jeg har en handske på. Jeg ved ikke, om han ikke hørte mig, eller om han bare ville få en joke igennem, men han fortsætter med at fyre en joke eller to af. Ingen af dem er ret sjove, men da siger han "Eller også.. Så skal du, hæh, til at dyrke noget sikker sex, sådan, du ved, hæh, på egen hånd." Han sagde det i et lidt underligt tonefald, med halvkvalte grin ind imellem og med ekstra tryk på "hånd." Meget forundret over hans underlige indskyden kunne jeg ikke rigtig komme på andet at sige end "Ja det gælder jo om at beskytte sig" Hvorefter jeg skyndte mig ind i elevatoren.

Det var så det, glædelig 3. søndag i advent!

Mandag aften, ikke?

Jeg sidder igen foran computeren med en kop kaffe og musik i ørene på en aften hvor jeg burde gå tidligt i seng. Men nahaj! Jeg er oppe på min kop nummer alt for meget, og jeg kan mærke det, eller også kan jeg ikke, ikke?..
Jeg har lige lagt min nyerhvervede bog, "Du som er himlen" af Morten Sabroe, fra mig, og jeg må indrømme: Den virker ufatteligt lovende, og jeg kan ikke vente med at læse mere i den. Så tænker den smarte læser selvfølgelig "Jamen hvorfor gør du så ikke det? Du siger jo at du ikke vil gå tidligt i seng." Jo kære læser, det er også rigtigt, men jeg finder det ikke sjovt at ræse igennem en bog og ikke fange alt guffet i den. En bog skal nydes, man skal kunne læse et lille stykke og det skal være nok til at man kan ligge i sengen om aftenen og vente spændt på det fantastiske som den vil fortælle om på de næste sider. Jeg har det bedst med lige at lade ordene, sætningerne og følelserne vende inde i hovedet inden jeg propper mere ind. Hvad er pointen i at læse, hvis man alligevel kører den ene ned efter den anden og ikke lader en eneste synke godt ind og slå nogle rødder, ikke?
Det er egentlig for dumt at jeg er begyndt på den her bog, for det er ikke engang min, det er Fredriks. Jeg har blot lånt den. Jeg har selv anskaffet mig en ordenlig omgang bøger, lige fra Kirkegaard til St. St. Blicher og igen videre til Douglas Adams. Jeg var hjemme hos min mormor for et godt stykke tid siden hvor jeg fik lov til at rode lidt her og der i hendes uendeligt mange kasser af bøger, blade og billeder. Og endnu bedre, så måtte jeg tage det jeg lige havde lyst til, ikke. Det var niiice. Så jeg tror at jeg fik skrabet en 15 bøger sammen, så nu kan jeg ikke vente med at komme igang med dem. Min roden rundt startede egenlig med de mål at finde min mors gamle Ringenes Herre bøger, men endte som sagt med en lidt større fangst. Hvorfor det? Jo, de tre bøger lå selvfølgelig i tre forskellige papkasser, som stod tre forskellige steder i værelset.. Typisk, ikke?
Jeg fik rodet en masse igennem og fandt en masse bøger som jeg, når jeg finder det passende, vil vende tilbage efter. Bl.a. min fars gamle lektikon som helt alene magtede at fylde en flyttekasse og en pose, med top. Nu må du ikke gå hen og tro at jeg ville læse og nyde dem, nej, de har bare en hvis blær-effekt, ikke?

Nå, men nu skal vi vist også have hovedet ud af bøgernes verden og til de knap så vigtige ting, såsom AT. Jo, det vil jeg skrive lidt om. Vi har noget i denne uge som har fået den fine overskrift "AT2 - Performance" Det er et tværfagligt forløb mellem idræt og vores kunstneriske fag, hvor vi i klassen, som samlet trop, skal lave en performance. Den skal selvfølgelig have elementer fra alle fire fag, og ikke mindst et budskab, og det bliver vel nok spændende, ikke?
Men mere vil jeg egentlig ikke skrive om det, endnu, for vi er jo knap nok begyndt. Så det kommer senere på ugen når jeg har fået et lidt klarere overblik over det hersens forløb. Imellem tiden kan du more dig med mit næste "blog"-indlæg som kommer i morgen eller onsdag. Det kommer til at være nogle korte tanker omkring mit arbejde, og nogle beskrivelser af flere mennesker som jeg har fundet værdige til at blive nævnt.

Første december

1. december..
         Så er det jo jul!?!?!?!?234951*#"¤?OT!#4tpgqeg
Det er jo helt vildt.
Eller helt så vildt er det vel ikke? Jeg kan ikke se folk løbe op og ned af gaderne af glæde, men hvornår ville de også det? For mig betyder det, at jeg kan gå igang med min skrabekalender, og låge et afslørede en flot julemand. Se det er lidt vildt, så mangler jeg jo kun otte for at vinde 50.000, det er jo ingenting, jeg er allerede halvvejs! For min lillesøster betyder den første at hun har spist sin chokoladejulekalender - dage forinden. Jeg har valgt at lade være med at købe en i år. Hvorfor? Jo, for fireogtyve stykker meget små og meget middelmådige stykker chokolade har aldrig været fireogtyve dages venten værd. Især når man kommer til nummer 24, som viser sit forræderiske ansigt i form af endnu et stykke af den samme chokolade. Jeg ved godt at man så kan ofre kæmpe store summer for at få en kinder- eller marsjulekalender som indeholder chokolade man gerne vil spise. Men er det nu også det værd? Er det ikke nemmere bare at købe et kinderæg og nogle  Kinder maxi eller fire marsbarer? Det koster det halve, bortset fra Kinder, det er dyrt uanset hvad du gør. Det er også nydelse lige nu, lige her. Der er ikke nogen uforløst forventning som ligger og ulmer i næsten en hel måned.
Hmm, det er vel godt det samme, om du får det nu, eller om du får det over alt for lang tid, slik er vel slik. 

Arbejd

Jeg sidder helt alene hjemme, mor, far og søs er taget til Vejle. Jeg tog ikke med, da jeg skulle arbejde og der kørte tidligt. Jeg ligger inde på sofaen med computeren i skødet, et glas juice i hånden og musik på anlægget. Jeg har sat The Arcade Fire, lige nu med No Cars Go, på, og ligger bare og, ja, nyder tilværelsen, sådan, helt stille og roligt. En af de dejlige ting ved at være alene hjemme er, at man bare kan være til, uden at forstyrre eller irritere de andre beboere. Netop derfor har jeg skruet helt op for anlægget, uden tvivl til stor irritation for naboer, over- og underboer, lejligheden og dem der går forbi udenfor. Jeg har dog skruet lidt ned igen, for man vil heller ikke være for irreterende...

Nu kan du måske huske at jeg ville skrive om stor flotte orange bogstaver denne gang, men jeg har besluttet, at jeg ikke vil alligevel. Eller, det bliver ikke det, som der bliver skrevet mest om i dette "blog"-indlæg.
Som sagt, så gjort, der er blevet malet de dersens bogstaver uden på parkeringshuset, store og orange, store og grimme, store og nu overdækket. De har sat metalplader op foran, så man ikke kan se dem længere, så der er jo ikke så meget at skrive om længere...
Sådan. Jeg vil hellere snakke om mit nye arbejde, uuuh, spændende. Jeg arbejder der hvor gamle mennesker tager hen for at dø, ikke et hospice, og heller ikke et plejehjem. Nej, jeg arbejder i Salling Bistro, stedet med den overraskende gode lørdagsbrunch, og mange gamle mennesker. Jeg er en af opvaskerne derinde. Der er to ting, som jeg gerne vil skrive om angående mit arbejde, det er.

Mændende i køkkenet
Der er selvfølgelig mænd i køkkenet, vi ved jo alle, at det kun er rigtige mænd, som kan lave mad, ikke sådan noget kvindfolk. Jeg tror vist at jeg kan komme i glat føre hvis jeg fortsætter i den dur, så jeg må nok hellere lade det være. Nå, men det er i hvert fald rigtige mænd, som arbejder i bistroen, de ryger allesammen, har en "let polstret mave" og er kronisk ubarberet. Det er jo "rigtig mand!" Min chef Lasse ryger røde Prince, Simon ryger sort LA og LM, og ham den anden som er i køkkenet ryger blå Pall Mall. Så er der mig, jeg er stoppet med at ryge, jeg barberede mig så sent som i dag og maven er ikke så stor igen.
Jeg tror ikke at jeg vil til at prøve at følge standarden derude, min sixpack er fint beskyttet og jeg vil ikke til at tage en dårlig vane op igen.

Kali og Bob
...er navnet på de to rengøringsmænd, som kommer og gør rent når alle er færdige ude i køkkenet, altså bortset fra mig selv, som står og knalder det sidste opvask igennem på fuld tryk. Kali (udtales ligesom den indiske gud fra "Temple of Doom"-filmen) er en lille japansk mand på omkring halvanden meter, men han er ikke dværg - suk. Indtil videre har jeg ikke forstået så meget af hvad han har sagt til mig, udover "Er du færdig nu, kan jeg sprøjte sæbe nu?" Hvortil jeg somregel svarer "Nej, der går lige kvarter, så er jeg færdig" Til det siger han ALTID "Okay, du gør bare færdig her, så komme jeg igen om lidt." Fem minutter efter spørger han mig så igen "Er du færdig nu, kan jeg sprøjte sæbe nu?"
Bob er Kalis makker, en munter somalisk fyr, som synger diverse rapsange, forholdsvis dårligt, og snakker om hans hoes 'n' bitches nede i byen. Han er lidt mere forståelig, og langt mere underholdende. Han kommer som regel og kommeterer lidt på hvor langsom jeg er til at gøre rent, eller hvor meget jeg mangler, efterfulgt at et meget karektaristisk og smittende grin.
Til sammen er de to fyre ret så underholdende, både at se og høre på, Kali er altid efter Bob, og han er... Ja,ligeglad. I dag gik de blandt andet rundt og diskuterede hvad man kalder lækre danske piger, det endte selvfølgelig med at jeg skulle beslutte hvad man kalder dem. Bob mente at de bliver kaldt sild, og Kali vidste det ikke, men han mente dog at Bob tog fejl. Blot et lille eksempel på deres lidt pudsige underholdning.

Min buschauffør, lyskæder og store flotte orange bogstaver

Min buschauffør ligner Chris Martin, der bliver hængt lyskæder op på træerne inde på Kennedys plads og nogen har malet orange store flotte numre på det parkeringshus, som ikke styrter sammen aligevel.

Det er hvad jeg gerne vil dele med dig i dag, ikke fordi det er det vigtigste, som sker lige nu. Hvis det var det jeg ville fortælle, så havde jeg snakket om mine tre afleveringer, spanskprøve, mit nye arbejde eller noget andet godt. Nej, jeg skriver om min buschauffør, lyskæder og store orange flotte bogstaver.

Hmm, tre ting at vælge mellem, hvad mon bliver det første... Ælle bælle, mig fortælle, ærle perle, vis, vas, fillion-gong-gong, jamen se, orange flotte store bogstaver! Okay, næste. Puf, væk med den be-skid-te luf-fe, el-lers kom-mer du i den for-ker-te skuf-fe, ih, sikke da. Nummer to blev ham Chris Martin, det må betyde at lyskæderne kommer til sidst.

Jeg opsummerer:

Flotte store orange bogstaver

Buschauffør Chris Martin

Lyskæder

Godt, det er hvad de næste "blog"-indlæg kommer til at handle om, så du kan godt glæde dig. Det bliver ikke ligesom "russeren", hvor jeg hele tiden udsatte den, det lover jeg!

Senere samme aften

Nu spiser jeg ris a lá mande..

Det er risengrød,

som gør næsen rød, maven blød, og så skal den serveres med en smørklat smør. Eller noget i den stil, du ved, nissebanden.
I dag skal jeg lave risengrød til aftensmad, jeg er rent faktisk i gang med at lave grøden, lige nu. Ja, jeg skriver et blogindlæg med venstre hånd, mens jeg laver risengrød med højre. Det er vel heller ikke det sværeste at lave, det kræver bare at man rører i en gryde i en times tid. Så skal der også lidt salt i, men ikke mere end det, nej.
Pling! Nu har jeg så spist risengrøden.
For mig betyder den første dag jeg laver risengrød, at julen er startet, at jul, nisser og andet kramfitterstads er tæt på. Så julen kommer i år til at vare 51 dage, det er kortere end i butikkerne, men dog lang tid.
Nu må du ikke tro jeg er en af dem, som bare elsker jul, klipper julehjerter og bage brunkager, nej, tværtimod. Jeg er ikke den store julekugle. Julen er fin, julen er da også hyggelig at dele sammen med mor og far. Den er bare blevet så... Kunstig og, og, og kedelig. Det er bare blevet en periode hvor der skal bruges penge, gives gaver, indfries traditioner og ikke mindst spises den famøse julesteg.
Suk, men det er nu godt med jul aligevel.

21 centimeter

Da da daaam!

Nu er svaret her endelig på et af mysteriernes allermest mystiske mysteriumer...
Nej, men jeg har fået svar på hvorfor Post Danmark har flyttet postkassen på dannebrogsgade 21 meter længere nede af vejen. Det er af den simple grund at den hang for højt, og ikke kunne sænkes på grund af murens... Udformning. Den er blevet sænket 21 centimeter*, ja enogtyve, for at den skulle være nemmere at nå for fysisk hæmmede, postmand Per og småtfolk. Jeg havde egentlig håbet på at det havde været af en mere overraskende eller latterlig grund. Som hvis det nu var fordi pizzamanden var gået hen og blevet ufattelig nærtagende, og bare ikke ville have den postkasse hængende. Eller hvis der slet ingen grund var til det, men mere spændende bliver hverdagen nok ikke... Ved du hvad? Jeg synes at du bør se mailen, ja du bør!

Kære Joakim Møller

Postkassen Dannebrogsgade 28, 9000 Aalborg er flyttet p.g.a at den ikke på den værende bygninge kunne hænge i den rigtige højde.

Postkasser skal så vidt muligt hænge i en bestemt højde så den er nem at komme til  for handicappede og af arbejdsmiljømæssig

grunde for personale der tømmer.

I dette tilfælde kunne højden ikke ændres p.g.a. en frise på bygningen hvorfor vi valgte at flytte den længre ned af gaden.

Med venlig hilsen
Torild Pedersen
Postfuldmægtig


Er det ikke fint?
Jo, trods diverse tastefejl og gramatiske , så virker det som om han har taget sig tid til at skrive mailen, på trods af hvor latterligt spørgsmålet var. Det er blot et eksempel på god service, at de tager sig tid til kunden, uanset kravet. Så hvis du kender Torild Pedersen, postfu.. Vent nu lige.
Hmm, jeg fandt dog aldrig ud af om der findes en postkassemontør, men jeg fandt dog en anden lidt latterlig jobtitel.
Postfuldmægtig. Torild Pedersen, postfuldmægtig. Prøv lige at vend det ord i munden. En fuldmægtig er en, som har fuld magt til at handle på andres vegne. Er en postfuldmægtig, så en, som handler på postens vegne? Nej, det ville jo være totalt latterligt, helt igennem useriøst. Nej, sevicemedarbejder var nok ikke godt nok til ham, han ville have noget mere. Han ville være fuldmægtig, om det så kun er for vores post...
Måh, det blev lidt af et sidespor, men jeg synes bare at du skulle vide at mysteriet er blevet opklaret nu, ingen grund til panik.


*Det er den ikke, men det ville være noget af et sammentræf hvis den var

Min morgenmad...

Inden jeg går i gang med mit "blog"-indlæg, så vil jeg gerne fortælle en lille detalje.
Post Danmarks kundeservice er virkelig dårlig! Jeg har ventet ti dage på et simpelt svar om en postkasse. Jeg ved at det er et højst irrelevant spørgsmål, men ikke desto mindre et spørgsmål, og er en kundesevice ikke til for at servicere kunderne bedst muligt, uanset hvor underligt kravet er? Jeg ser ingen anden udvej, end at jeg må... Sende en rykker! Ja, det skal nok hjælpe... 

Nåh, tilbage til min... Morgenmad?
Ja, netop, min morgenmad.
Jeg anser mig selv som lidt af et vanemenneske, for jeg holder af de vaner og de daglige rutiner, som jeg nu engang har i løbet af dagen. En af de første jeg møder i min dagligdag er min morgenmad, jeg har, lige siden jeg kan huske, altid spist havregryn, med mælk, uden sukker. Her i den senere tid er der også begyndt at snige sig en kop kaffe med, uden mælk, uden sukker, men det er jo ikke vigtigt.
Jeg har altid spist det i de små af vores dybe tallerkener, for de har lige størrelsen, og jeg plejer ikke at kunne spise mere end det. Vi har to slags dybe tallerkener, nogle fra IKEA, nogle fra Søstrene Grene, igen, det er jo underordnet.
Jeg stod som lørdag morgen og gik i bad og gjorde hvad jeg nu plejer at gøre, efter at have taget tøj på gik jeg ud i køkkenet for at få mig noget morgenmad. Der lagde jeg så mærke til at vi havde fået nogle små sure røde æbler, hvor fra, tja, det vides ikke, men det er jo heller ikke pointen.
Nåh, men jeg tænkte at nu ville jeg prøve at følge moden, og være lidt ekstra sund og spise frugt til min morgenmad. Jeg skar frugten ud og "dryssede" den ud over mine havregryn, som nu lå i en større dyb tallerken. Så tog jeg mælk, kaffekop, tallerken og ske med ind i stuen og slog om på DR1. Jeg kan ikke lige huske hvad der kom i fjernsynet, nok noget børnetv for de børn, som bare skal have et eller andet at se om morgenen, men glem nu dem og det.
Jeg sidder der og spiser min morgenmad, og lige så stille går det op for mig. Det smager rigtig godt med små sure røde æbler på. Det giver lidt et ekstra pift til den ellers lidt kedelige grødet masse, som havregryn godt kan udvikle sig til efter mødet med mælken. Så nu spiser jeg havregryn i store dybe tallerkener, med mælk, med små sure æbler, og det er lidt en bedrift hva'?

Men tag nu lige og glem alt det om morgenmad, dybe tallerkener, små sure æbler og alt det, der hører til, for det er jo overhovedet ikke det, som jeg snakker om.

Hvad jeg snakker om er at bryde sine gamle vaner... Det skal lige siges, at jeg ikke selv er ret god til det.
Jeg tror, at det godt for mennesker at bryde deres vaner, og gamle rutiner, jeg tror, at det er vigtigt at skubbe sig selv ud af den hyggelige rede man har fået bygget. Det bliver så vant, så trygt og så kedeligt hvis man ikke tør gøre det. Jeg snakker ikke om at man bør gå ud og rykke hele lortet op og brænde det, for så at skulle plante det hele igen. Nej, du skal bare luge lidt ud rundt omkring i hjørnerne, måske plantet noget nyt, der hvor der ikke er noget i forvejen.
Ændr på din morgenmad til at starte med, måske er du ikke til det med frugt, så kan jo du begynde at spise boller i stedet for gryn. Man skal vel altid starte i de små, det samme gælder ændringer i ens vaner, de er svære at få gjort kål på, ellers var det jo ikke vaner, vel?
Prøv at udfodre dig selv lidt, tag dit liv lidt op til revision, du finder højst sandsyneligt noget, som du gerne vil have ændret. Vi mennesker er aldrig tilfredse, der er altid et eller andet som ikke er iorden, eller bare er helt igennem forkert. Så prøv så småt at ændre lidt hist og her, for hvis du ændre dig selv lidt ad gangen, lidt hen af vejen, ja, så kan du vel ikke dvæle ved dine vaner længe nok til at klage over dem?

Nej, hvad er det jeg sidder og skriver, nej, glem det hele, selvfølgelig handler det om morgenmad, dybe tallerkener, små sure æbler og alt det, der hører til! Det gør det vel... Ik'?

Samfundsfag klokken tirsdag eftermiddag

Jeg sidder lige nu i lokale 131, hvor der bliver undervist i samfundsfag...
Jeg har lige læst to sider om "individ og samfund," hvilket er moderat kedeligt, det kunne jo være meget værre. Det er en artikel, som kort og godt handler om opdragelsesformer, og hvilken indflydelse de har på vores identitetsdannelse. Det har også en anelse om de forskellige sociale lag, du ved, arbejderklasse, middelklasse, guldske og lykkesmed.

Vores lærer tager en sidste slurk af sin kaffe før han sætter den fra sig, han hedder Thyge, Thyge Kjær er, hvad han hedder. Han rejse sig op og kigger rundt efter et stykke kridt, han finder et... Han tager det op og skriver:

L-A-G-S-P-E-C-I-F-I-K - S-O-C-I-A-L-I-S-A-T-I-O-N

Og så en stor tyk fed streg under det hele, der har vi et emne, som virkelig får mig til.. at...
Ej, ikke noget ondt sagt om emnet, og ham som underviser i det, jeg har bare snart fri, og har virkelig ikke energi til flere timer. Jeg vil gerne hjem, drikke lidt kaffe, spille lidt krydsboks, spise en mad med noget eller snuppe en morfar. Nej, glem det sidste, det bliver jeg altid mere træt af, og det gider jeg ikke lige nu, det orker jeg ikke. Nej, se en film kunne jeg godt overkomme...
Giv mig fri!
Hvorfor sidder jeg stadigvæk herinde, der er så meget andet jeg kunne lave lige nu... Så meget andet. Og dog, derhjemme ville jeg nok ikke være så produktiv, det har jeg bevidst lige bevist.

Lige til noget andet, nemlig episoden med postkassen, hvorfor?
Jeg har sendt min anden mail til Post Danmark, men de har ikke svaret endnu, udover to "vi-lytter-til-hvad-du-har-at-sige-og-vil-svare-hurtig-som-vi-kan"-mails...
Jeg vil fortsætte i min søgen på svar!

Fredag den 15.

En lille note til mit forrige "blog"-indlæg:
Jeg har sendt en mail til Post Danmark, hvori jeg spørger til den mystisk "postkasse-flytning" De har ikke svaret mig endnu, så endnu mere venten, endnu mere spænding...

Nåh, tilbage til lige nu og her, fredag d. 15
Klokken 11:42
Jeg har i dag og i går passet min lille Fætter William, hvilket har været rigtig hyggeligt. Jeg har moret mig rigtigt meget i løbet af den tid han har været, for han er virkelig en dejlig fætter, og underholdende. Så du må endelig ikke tro andet når du læser det følgende, jeg er bare lidt udkørt.
Lige siden han kom, har han kørt på med 130%, mindst. Jeg siger dig, han kan slide enhver hurtigere ned, end hvis de var Jens Voight på en glat nedkørsel. Han går i seng senere en mig, og står tidligere op end mig, alligevel er det mig, som er brugt op omkring klokken 9...

Han har lige spurgt om man også laver brandalarmer, som sprøjter vand.
Nu synger han om at gå i bad under brandalarmer.

Et eksempel på at alt hvad der opstår i hans hoved ryger ud igennem munden, uanset hvad, hvilket faktisk er ret underholdende. Jeg har så fået ham til at sove nu, så jeg har lidt ro inden jeg skal sove på et liggeunderlag.
Hmm, det må være nok for i aften, jeg fortsætter i morgen, jeg kan simpelthen ikke mere nu...

21 meter

Der hænger en postkasse omkring halv gades længde væk fra mig, på hjørnet af Dannebrogsgade og Fredericiagade. Eller jeg bør sig at den hang der, for den er nemlig væk nu. Førhen lå den ved siden af Zinati pizza som nu hedder M og G Pizza, og før det hed den noget andet. De har nogle rigtigt store, virkelig gode men frygteligt dyre durumruller. Hmm... Hvor er den postkasse så henne? Der må vel være en eller anden grund til at Post Danmark har fjernet den postkasse. Det kan ikke være fordi at der er for mange røde kasser i området. Den nærmeste er jo på Kastetvej, uha uha, det er for langt. Nej, de har flyttet den...
Enogtyve meter længere nede af gaden. ENOGTYVE?
Ja, jeg har målt det.
Jeg forstår ikke hvorfor de har flyttet den, jeg kan simpelthen ikke se logikken i at flytte den enogtyve meter længere nede af gaden. Jeg går forbi hver morgen, og igen senere på dagen, så hver gang prøver jeg at se grunden bag flytningen. Indtil videre har jeg fundet ud af følgende:
-Den var ikke placeret så Postmand Per kom til at holde foran en port
-Han kom heller ikke til at holde foran døre
-Der var ingen brandhaner eller små sortebokse som de færreste ved hvad bruges til
-Der var ikke parkering forbudt
-Den var ikke til gene for nogle mennesker, medmindre vores pizzamand pludselig er blevet meget nærtagende.
Okay, forestil dig, at du er den postkassemontør (hvis sådan et erhverv overhovedet findes) som skulle flytte postkassen de enogtyve meter. Hvor meningsløst ville du føle, at det var?
Jeg ville uden tvivl føle, at mit arbejde pludselig var blevet endnu mere latterligt. Men så passer den alt for useriøse jobtitel da til arbejdet, hvis det arbejde da findes. Det håber jeg ikke.

The mystery is still to be solved!

Onsdag aften

Klokken er 10:32 en alminedelig onsdag aften
Jeg har lige fået min godnat-smøg, og nu sidder jeg her med en kop varm instant-kaffe, så hvorfor ikke lige skrive lidt på min "blog."
Lektier. Dem er der dejligt mange af, til tider bliver det også for meget af det gode, men det kender du vel alt til ikke? Jeg har lige læst noget om formanalyse, som er en metode hvor du går ind og ser...
............... Ja, kedeligt.
Klokken er nu 10:38 og jeg sidder stadigvæk her, nu med mindre kaffe i koppen, og mere viden i knolden, eller mindre, jeg er lidt i tvivl. Nej, jeg vil ikke begynde at klage over alt for mange lektier, og alt for lidt tid, det vil jeg lade jer om. Næh nej, jeg vil hellere skrive om en hvis person, russeren. Du troede nok ikke at den kom, men nu er han/den her, endelig. Jeg her bevidst ladet det trække lidt ud, for nu er der lidt mere mystik om ham, håber jeg.
Rune Hansen er en helt normal mand, som underviser i matematik, og en smule historie. Han er omkring de fyrre år, men jeg ved ikke om han er gift eller noget som helst andet om hans privatliv. Dog ved jeg at han godt kan lide at gå i hans æggehvide bomuldstrøje.
"Hvor ved han det fra?" spørger du måske dig selv, men det er ganske enkelt, han er ruseren.
For at det lidt mere mening, så må jeg hellere starte fra begyndelsen:

Jeg har kørt med bus i skole i laaang tid, siden fjerde klasse så vidt min hukommelse rækker, og den kommer vidt omkring. Rundt omkring tredive minutter hver vej, så man skal jo lave noget. Gratisaviser bliver meget kedelige, efter, at man har læst dem gennem længere tid, så noget nyt må man jo finde på. Så jeg fik den gode og/eller dårlige vane at kalde folk navne, og forestille mig hvordan de er. To som jeg husker ekstra godt er professoren og russeren, to som jeg så mange gange i bussen.
Rune, hvis navn jeg fandt ud af senere, fik tilnavnet russeren, fordi han er... Meget stor, og så kunne han sagtens gå for at være russisk, meget simpelt, men jeg gik jo også i fjerde. Jeg forestillede mig ham som en lidt arrig mand, med et stort temperament, med en hyggeligere side, i korte træk.
Indtil for 5 uger siden, hvor jeg var på Egholm. Han var en af lærene, og det var ham der stod for det løb som vi var på. Jeg havde jo en gammel forestilling om at han snakkede flydende russisk, og drak vodka (come on, jeg var 10) Så jeg blev meget, ikke overrasket, men forundret over at han snakkede dansk, og egentlig var en meget rar person. Jeg havde heller ikke forestillet mig ham som en lærer, og slet ikke gymnasielærer.
Så, ikke mere kaffe
Rune Madsen, matematiklærer

Det er ikke fordi, at det er nogen vanvittig, helt igennem sindsoprivende, overdrevet episode, men den var nu lidt, ja, pudsig. Jeg blev kort mindet om det med at have fordomme eller forestillinger om folk. Det kan bare få os til at opsætte nogle barrierer som vi slet ikke behøver. Ikke, at det er dårligt, for det er nogle gange nyttigt at have fordomme over for nogle, det kan få os til at være ekstra opmærksomme på personerne. Det kan få os til at tagesærlige hensyn til de personer.

Til sidst et lille post scriptum:
Hvis du har læst min forrige post, og tænkt "fin historie" så har du ikke fanget budskabet, den skulle jo skrives som Ernest ville, ikke?
Underforstået, smid en kommentar

The fruit of Spain

Vi skulle skrive en tekst i engelsk, skrevet ligesom Ernest Hemingway ville, som skulle læses højt for klassen. Jeg fandt senere ud af, at vi kun skulle skrive en halv side med halvanden linjeafstand, jeg havde skrevet halvanden side med enkelt linjeafstand... Jeg fik aldrig læst den op, og da jeg er ret glad for den, så synes jeg ikke, at den skal gå til spilde. Jeg ved godt, at jeg har sagt, at jeg vil skrive om russeren, men det her passer lige så godt, så næste gang, det lover jeg.
Jeg håber, at I kan lide den.

The Fruit of Spain

A story, the Ernest Hemingway, way

The town of Olite, in the Basque country, is a small working town of no more than 40 families. It had been lying there for many years, silently sleeping. The church tower would ring every morning, but not to wake people up. Every day all the fathers would go to work, taking care of their families. When they got home, their wives would have made dinner, as they always did. It was a town were nothing seemed to change, but a few years ago the town finally woke up. It wasn't the church tower, for it had been laid to rest, only to peal on Sundays, no, it was the people itself.

Travelers had started traveling to the town, wanting to see how this small town was doing, what it was made of. Wanting to see some more of Spain. Amongst them was Edward A. Carter, and his traveling companion Oliver Law. They'd found Jorge, a small planter. He had allowed them to stay, if they were willing to help him gather the fruit, it was that time of year.
From their room, they could see Jorge working the fields.
“They've got a great nature here, don't you think Oliver?” Edward asked.
Carter, still looking down his newspaper, replied “It's quite alright, I guess.”
“But it's sad that he has to do so much of the work himself.”
“Hnn.. Well I don't...” He mumbled the rest with his nose down between the pages.
Edward walked over, and sat in the chair beside him, and looked over his shoulder “But I guess you're more interested in the news, aren't you?”
Carter looked up, and looked out the window “I just find them more... relevant at the time.”
“I'm going out to help him, if you don't mind.”
“Be my guest” Carter said, leafing through his paper.

The professor went outside their small room, and headed over to the plantation, where the planter was getting rid of some weeds. At the look of it, there was plenty of it. The sun was shining from a cloudless sky, making it uncomfortable for many. The professor stopped a few yards from Jorge, and waited for Jorge to notice him.
“Hola amigo! I see you've come out of your cave”
The professor replied “I thought it was about time, and on a hot day like this, what's the point of staying all bottled up?”
Jorge tried to dry of some of the dirt in his face, only to smear even more on. “I guess you're right, is the big guy coming out too?”
He laughed briefly “No, I think he's got some important things to take care of.”
“Too bad for him, hombre.”
The professor walked over to one of the trees, taking a closer look. “So, is it going to be a good harvest this year?”
Jorge also walked over to the tree “I hope so, I wouldn't mind it, you know. We haven't had this many fruits before, I mean, we did get some the past years, but amigo, this...”
“This is so much more.” He ended his sentence for him.
“Si, this is so much better, you want to taste one of them? They're not ripe, but they're close.”
“Sure.”

Edward plucked a big one, hanging near the top, even though it was harder to reach. He weighed it in his hand, it was a bit heavy for its size. The skin still looked a bit moist, as if the sun hadn't dried it completely. Jorge plucked one for himself, and they tried to make something that resembled a toast. He took a big bite, but spat it out again, and so did Jorge.

“I think mine is rotten, it sure looks as if it is.” He said, while trying to get rid of the taste.
Jorge threw his fruit away “Oh amigo, I think we picked a bad tree.”
The professor looked at the man, who was now checking the tree, cutting down other fruits, to see how they were.
“I really don't hope it goes for all of your trees, do you want me to help?”
Jorge continued his search for rotten fruits “No, just go inside again, I'll call you when the food is ready.”

The professor went inside again, and found his colleague still reading the same newspaper. He sat down in the chair opposite his colleague. Carter coughed, and dried of some of the sweat on his upper lip, when taking down his hand again. He didn't look up this time either
“Was it to hot for you out there?” He asked, and put his paper down into his bag.
“No, it was okay.” Edward replied, looking at his feet.
“Well, it's a bit cooler now. I hope the supper is ready soon, I'm starving, aren't you?”
“Not really, I got this bad taste in my mouth, if you know what I mean.”
Carter stood up “I know exactly what you're talking about, I always get this weird taste in my mouth after eating chili.”
“Yeah.” Edward stood up too, he could hear Jorge calling.
Carter smiled “Finally.”

Inglorious Bastards

Jeg ved godt at jeg sagde, at næste "blog"-indlæg ville handler om russeren, men det kommer det ikke til. Bare rolig, det kommer, men ikke nu.

Jeg har, som titelen måske har afsløret, været inde og se Inglorious Bastards i biografen.
Nøj, hvor var den god, så jeg kan kun anbefale dig at se den! Jeg er, som du måske, måske ikke ved, stor Tarentino-fan, og jeg ejer stort set alle hans film, så den her var jeg jo næsten nødt til at se. Til dig der ikke ved hvad den handler om, så er det en film om anden verdenskrig, dog med et nyt twist. På det seneste er der kommet mange film, især tyske, som giver et nyt billede af krigen, nemlig det som tyskerne havde. Der Untergang og Des Leben der Anderes er gode eksempler. Det er ikke længere dumme nazi-svin, men stakkels tyskere og stakkels sindsforvirrede Hitler. Ikke, at det er dårligt, men det er skønt at se en film, hvor tyskerne er nogle svin, og de skal bare nakkes!
Quentins film handler om en specialstyrke, som, i bund og grund, skal dræbe så mange nazister, som overhovedet muligt. Filmen bærer dejligt meget præg af, at det er Quentin, som har instrueret den. Der er den klassiske scene hvor alle begynder at skyde, og alle ender med at dø, skønt. Det er ikke fordi at det er fantastisk at se en masse mennesker dø, men det er jo Quentin, ikke?
Hitler er igen blevet til det stereotype onde monster, som amerikanerne så ham som under, og efter krigen. Nazisterne dræber jøder, og amerikanerne dræber nazisterne, og de nyder det. Det hele er selvfølgelig ikke blod ogskalpering, der er også en god omgang humør med i filmen.
Jeg vil ikke afsløre for meget, så jeg kan egentlig ikke fortælle dig om min yndlings scene i hele filmen. Jeg kan dog afsløre, at det helt sikkert er den næste film, som sniger sig ind på min hylde!

Næste gang er om russeren, det er sikkert, uden tvivl, tusinde millioner procent!! Right...

I'll be back... I said

Så, nu er jeg tilbage igen, efter en lang sommerferie!

Klokken er nu 11:09, og jeg har lyst til at kickstarte min blog igen, for den er gået hen og blevet lidt... Forladt. Jeg har haft en masse på hjernen på det sidste: Det der med at sige farvel, piger, den frygtelige gymnasielle uddannelse, arbejde, eller manglen derpå og så meget mere, men nu er jeg i den varme stol igen.
Nåh, ikke flere undskyldninger for hvorfor jeg ikke har skrevet i et stykke tid, jeg vil lægge blødt ud, med at nævne to ting. En som har irreteret mig, og en som jeg rigtig godt kan lide. Den første, som har været ufatteligt nederen overfor mig, er hud- og hårprodukt-reklamer. Jeg er ved at være træt af dem, især nu, hvor de kører med en reklame om at ens hud har tre grundlæggende... rettigheder?! Hud har ingen rettigheder, det er bare hud, det tænker eller føler ikke. Mennesker har rettigheder, jeg vil også godt gå med til at dyr har rettigheder, men ikke hud. Det er det samme som at sige at sten har to grundlæggende rettigheder, retten til at kravle ind i folks sko, og rettigheden til ikke at blive kastet ud i havet... Det er en stor løgn, bare for at sælge et produkt, som gør præsic det samme, som hundredevis af andre produkter.
Den anden ting, den jeg godt kan lide, er Firefly!

Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!

Jeg har lige købt den komplete box, med alle afsnittene i, og det er virkelig en vanvittig god serie! Hvis du godt kan lide western eller sci-fi, og hvis du har muligheden, så køb den!
"Hvis jeg kan lide Western og sci-fi?" tænker du måske, men lade mig forklare dig hvad serien handler om
Serien er et mix af science-fiction-med-laserpistoler-og-rumskibe og helt normal western-med-barslagsmål-og-togkapringer. Det lyder måske som en underlig blanding, men det er det også, men det er godt! Jeg vil ikke forklare hele plottet, det kan du læse dig til på internettet.

Nu vil jeg i seng, så jeg skriver nok en anden gang, og jeg har jeg har allerede en overskrift til næste indlæg.
Det kommer til at handle om "Russeren"

Bye

Reliance²

Ja, så fik jeg endelig lagt det her ind, det har været få linjer fra at være færdigt i snart en uges tid, jeg håber du kan lide det (læg gerne en kommentar)

Denne gang har jeg intet tilfældigt billede at lægge ind, men det er forhåbentlig ikke derfor, at du er kommet ind på min "blog." Dette indlæg kommer også til at handle om reliance, og det starter hvor det første sluttede, ved ro.
Roen ved at kunne rely on someone, at have tillid til nogen, og at være afhængig af dem. Den er virkelig dejlig! Synes du ikke det? Den tager en del ansvar af ens skuldre, det klarer mange af ens bekymringer, dog ikke alle. Når jeg har fuldt ud har reliance til nogen, så letter det virkelig meget, for jeg har jo en tillid til at personen klarer det som jeg er afhængig af bliver klaret. Det er ikke længere på mine skuldre, jeg er fri for det. Jeg har ro fra det!
Jeg sagde, at det også gav "et spejl." Hvad kan jeg dog have ment med det? Hvis jeg skal være hélt ærlig, så har jeg glemt den præsice grund, men jeg kan, forhåbentlig, regne det ud. Når jeg skrev "et spejl," så er det fordi, at det giver os noget at spejle os selv med, noget at se os selv med. Måske kan du ikke helt følge min tankegang, men lad mig udpensle det lidt for dig:
Når jeg sætter min tillid, og vælger at være afhængig af nogen, så er det fordi, at jeg tror, at personen har lidt mere end mig, kan lidt mere. Så tror jeg, at personen har lige lidt mere selvkontrol, velvilje, mod eller hvad vi nu mener at de gør bedre end os. Derfor bliver de til dem vi har reliance til. De kan klare det, som jeg er afhængig af bliver klaret, bedre end jeg selv kan, defra kommer tilliden.
Fordi at vi af de grunde har valgt at rely on dem, så kan vi bruge den reliance som et spejl. Vi kan se os selv ved at se på den person, vi kan se vores fejl og mangler, men vi kan også se det gode i os selv. For vi kan jo se hvornår vi bliver nødt til at få hjælp, og vi kan se hvornår vi klarer os selv, helt uden støttehjul.
Hvis vi har valgt at rely på nogen som har en dårlig indflydelse, så er det stadigvæk et spejl. Du kender godt Hurlumhejhuset i tivoli, ikke? Det med brædder, som bevæger sig, og gulve, der gynger. I huset er der også nogle spejle, nogle, som kan få dig til at se sjov ud, som en dværg, eller måske ligner det at du har kæmpe øjne. Ligesom dem kan din reliance forvrænge dit billede af dig selv, det kan få dig til at se lille og tyk ud, det kan også få dig til at se stor og stærk ud, selvom, at du ikke er det. Det kan ødelægge meget for en person, der har en forkert reliance, det kan ødelægge personen selv.

Et kort, et kort, et kort, et kart, et kkort, et koerrt, ert kotr, eetkotr, ektrot
Det er egentlig en fortsættelse af det med spejle, den er lidt sammenfaldne på nogle punkter, men, come on. Hvad kan jeg dog have ment med et kort, jo, hvis du har reliance til nogen, så bruger du dem, meget, blandt andet kan du bruge dem som et kort, et kort for dit liv. Du har dem som det her ideal, som det rigtige. Det kan du gå efter, som man ville med et kort.
Det er ikke ret godt beskrevet, så du får lige et eksempel i stedet for en snørklet forklaring.
Hvis du står i en situation hvor du ikke har noget at støtte dig op af, hvis du ingen reliance har, hvad gør du så? Du kan selvfølgelig sætte dig ned og give op, og håbe på, at nogen samler dig op. Ellers kan du prøve selv at klare det, du kan prøve at komme igennem uden hjælp fra en anden. I sådan en situation vil du nok gå efter hvad du ved kan lykkes... Hvad den, du har reliance til, plejer at gøre?
Kan du følge mig?
Vi støtter os op af disse personer, eller kun én, for vi ved, at de kan klare det vi ikke kan. Hvad vi ikke ved er, at vi også nogle gange selv kan, dog med indirekte hjælp fra ens reliance. Vi (op)fanger en vanvittig mange ting, især hvad andre mennesker har lært os gennem hele vores liv. Det, selv at stå i lortet og så klare det, er en af de første skridt ud af denne reliance.
Gisp
Sagde jeg lige et skridt ud af reliance, ja det gjorde jeg, men det kommer i næste spændende afsnit af reliance...

Reliance*

Før jeg vil gå i gang med dette "blogindlæg" så skal du advares:
Billedet til venstre har ingenting at gøre med resten, jeg kan bare godt lide det. Det er tage lidt uden for Vadum, hvor der ligger en 15 meter høj silo. Det er den silo som en af min fars gamle kollegaer bruger til rapelling. Gæt hvad jeg lige har lavet?
Så, jeg håber, at det svarede de fleste af dine spørsmål, hvis ikke, tja... Så skal du ikke læse videre, for der finder du ikke flere svar.


Et emne, som har optaget mine tanker er reliance. Ja, jeg ved godt, det er et engelsk ord, men de(t) danske ord dækker bare ikke nær så meget. Det, at fuldt ud at stole på nogen, eller noget, og smatidigt være dybt afhængig af det. På det seneste har jeg selv oplevet hele dilemmaet ved reliance.
Du har en computer, det ved jeg, for ellers ville du ikke læse det her, og du har garanteret en masse på den. Billeder, musik, små programmer, stile og alt muligt nyttigt. Det har jeg også, eller det vil sige, det havde jeg. Jeg, som enhver anden teenager under uddannelse, har en bærbar som jeg bruger meget flittigt, til f.eks en "blog," men også skolearbejde. For en halvanden måneds-tid siden gik den ned... Alt var væk, mine billeder, som skulle bruges; opgaver, som ikke var blevet afleveret og alle mine film.

A disk read error occurred - pres Ctrl_Alt_Delete to restart

Det var alt hvad den kunne sige, ikke andet. Der kom ingen billeder, der kom ingen lyd, bare blå skærm med hvid tekst. Intet hjalp på det, så hvad gør man? Man installerer et nyt OS, starter fra bunden, tænder og slukker, slet og gendan. Jeg ved godt, at det ikke er jordens undergang at miste sine data, men hvor er det træls at miste dem. Det værste var dogm at jeg havde lagt så meget tillid i min computer, tanken at den måske kunne gå ned havde ikke strejfet mig.
Reliance består af to ting: tillid og afhængighed. Det er begge dele, eller intet, hvis tilliden svigter kan jeg ikke fortsat være afhængig, for så ved jeg ikke om det er der hver gang. Omvendt kan jeg ikke have tillid til noget jeg ikke er afhængig af, for så har jeg jo ikke brug for det, så er det meningsløst at stole på det. Vi har alle reliance til noget, der er et eller andet i vores liv, som vi har tillid til, og som vi er afhængige af. Måske er du uenig i det, men det tror jeg, at vi har. Det næste kommer mest til at handle om reliance til andre mennesker.
Hvorfor vi gør det ved jeg ikke, men derfor synes jeg stadigvæk, at det er vigtigt at have. Det giver os nemlig tre ting:

ro
et spejl
et kort

Jeg kommer kun ind på den første i denne omgang, for jeg skal også have noget søvn, på et tidspunkt... Ro, hvorfor giver reliance dog ro? Jeg tror, at det giver os noget at støtte os op af, for når alt andet fejler, eller går galt, så er det der næsten altid. Det kan, selvom vi ikke ved det, være en ro, selv når vi ikke har brug for det. Bare det at vide, at man har det er nok til, at man kan mere, tør mere, vil mere. Det er en ro som vi kun får gennem reliance til andre, den er meget svær at finde andre steder, selvom, at det nok er muligt.

Resten kommer senere, for nu skal jeg sove...


*= reliance dække over de danske ord "tillid" og "afhængighed"

Udvikling er en personlig ting, som vi selv skal tage stilling til, det er ikke noget andre har at gøre med. Det er kun dig selv, og det er det værste ved det.

Fredag den 3. April, ved eftermiddagstid...

Det næste sker på førstedagen af vores tur til Berlin, dagen efter mit forrige "blogindlæg". Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at udgive det, men nu har Nanna presset mig til at gøre det... Så nu er det ude. Enjoy

Er en dag som har fydt mig med mange føleleser, selvfølgelig efter, at den har sat hele smørren på púre. For at forklare dig dagen, bliver jeg nødt til at forklare dig optakten til, netop, denne dag, fra i dag til, ja nogle dage siden. Nu tænker du nok hvad mener han med det, det er simpelt nok. Jeg tror, at de sidste par dage har været en form for optakt til netop den her dag, måske også de næste par rækken. Jeg kan ikke forklare dig hvorfor, men jeg har bare følelsen af, at der er et eller andet over den her dag, måske også dem der kommer. En uforudsigelig ting, som jeg alligevel føler, at jeg kan forudsige, kender du ikke følelsen?

Jeg sidder netop nu i en bus på vej til Berlin sammen med min efterskole, en dobbeltdækker af moderat størrelse. Buschaufføren hedder Jesper, og han er overraskende god. Vi har siddet her i små seks timer, dog ikke medregnet strække ben- og rygepause. De fleste har nok prøvet at køre rigtig langt i endten bus eller bil, og jeg ved ikke nyder det lige så lidt som jeg gør. Det er rent ud sagt kedeligt, også selvom, at du sidder med de hyggeligste mennesker, det bliver bare kedeligt.

Mikkel sover.

Jeg føler også lidt, at mit ha'-det-sjovt-i-bussen-kort er ved, at være godt opbrugt, det er nok også derfor, at jeg har taget mig tid til at skrive. Jeg har smækket min nye computer op på lårene, selvom jeg ikke burde, og sat iPoden på ”jazz'n roll” med ”Moondance”. Ja, ret associalt, det har du ret i, men hvis jeg ikke føler, at jeg kan byde ind med noget spændende, hvorfor så prøve på det. Kan jeg ikke bare sætte mig her og tage mig tid, som jeg helt sikkert kan bruge, måske især nu?

Jeg tror, at Mikkel hører Kashmir, men jeg er ikke sikker.

Jeg har allerede skrevet, at jeg har fået serveret følelsescocktail, men jeg tror egentlig ikke, at jeg ved hvad den hedder. Har jeg fået is den? On the rocks? Shaken or stirred? Jeg ved det egentlig ikke, jeg har bare labret den i mig. Oliven, tandstikker, glas og bordskåner, jeg siger dig, tjeneren skal passe på!

Mikkel lader ikke til at sove, han har lige rullet gardinet for vinduet.

Jeg tror kun jeg er sikker på to af følelserne, forløsning, den og forventning, som måske bare er fortvivlelse i fåreklæder. Jeg tror det er en af de ting der nager mig, for er det ikke to modsætninger? Forløsningen er svaret på forventningen, forventningen er optakten til forløsning. Jo, men jeg er nu sikker på, at det er det jeg har drukket. Kender du udtrykket ”Det var som en tung sten faldt fra mit hjerte”? Godt, jeg tror, at den sten er min forventning (fortvivlelse). Jeg har lige smidt den, kastet den langt væk, hvor jeg ikke tror jeg vil finde den. Der har vi forl

Mikkel flyttede lige på sig.

-øsningen. Hvor er problemet så, det er jo bare vildt fedt Joakim! Nej, for jeg tror bare, at det var en undskyldning for at tage en endnu tungere sten op. (eller måske er det en isblok, jeg er ikke så meget til on the rocks)

Bussen er stoppet, så Mikkel, og alle de andre, skal ud og strække ben eller ryge.

...

.

..

...

..

Jeg sidder nu alene i bussen, for jeg skal hverken ryge eller strække ben, jeg tror bare, at jeg skal sidde lige her og nyde den gode indelukkelse. Vi kom fra on the rocks, or iceblocks. Jeg ved ikke helt, i hvert fald ikke helt til bunds, hvorfor jeg nu har taget denne nye sten på min skuldre og- eller hjerte. Jeg tror det er endnu en af de ting der ligger begravet i de sidste par dage. Begravet under et helt normal hverdagsliv.

Nyt indlæg

Så, nu er jeg endelig kommet hjem fra en rigtig god tur til Berlin! Nu siger jeg endelig, jeg kom faktisk hjem igår... Det har været en rigtig lang tur, og jeg gider ikke til at sidde og skrive om den nu. Jeg har nemlig noget andet på sinde. På turen havde jeg sat mig for at skrive fem små indlæg til min "blog". Det specielle skulle være, at de skulle gå baglæns, i stedet for kronologisk, og derved gå ind under den følelse jeg havde netop den sidste dag. Altså den, som i mine indlæg så ville være det første indlæg. Jeg fik også skrevet tre af indlæggende, men så... Ja, så læste jeg dem igennem, og jeg fandt ud af at jeg kun havde lyst til at udgive et af indlæggende:

Fredag d. 3. April om morgenen

Jeg er vågnet tidligt, tidligere end vi skulle, for der er en forventning dybt inde i mig, som ikke vil lade mig sove mere. Det, og så det faktum, at jeg er snottet, så jeg kan kun ånde igennem munden. Nej, det er ikke rigtigt, det er mest af alt fordi, at jeg har vasketøj, som ligger og venter på mig. Mit tøj har ligget i tørretumbleren natten over, så det kan bliver klart til i dag. En tynd tåge, en dis ligger over Fjellerup, og jeg vader igennem den, på vej op til vaskerummet.
Jeg tager mit vasketøj op af vasketøjskurven, det er nyvasket, vådt, og det dufter dejligt af industrisæbe.
Jeg når hen til tørretumbleren, hiver håndklæde, bukser og trøjer ud af den, ned i vasketøjskurven.
Det er ikke tørt nok.
Det er ikke engang skabstørt. Mine håndklæder er fugtige, jeg kan stadigvæk lugte sæben fra i går, minebukser er også våde, lige der ved gylpen. Jeg gider ikke vente mere, så jeg smider kun det ene par af bukserne ind igen, sætter skiven på ekstra tørt
Jeg lukker lågen, smækker den i, og jeg sætter skiven på ekstra tørt.
Jeg sarter med at lægge håndklæderne sammen, de foldes to gange på langs, så én gang på tværs. Jeg stabler dem ved siden af, på stålbordet, med folden væk fra mig. Derpå går jeg i krig med bukserne, de skal foldes på midten, rettes ud, og så skal de foldes i tre dele. Jeg lægger dem ved siden af håndklæderne, med baglommerne op af.
Jeg står og venter på, at tørretumbleren går i gang, bare for at være sikker.
Jeg skal til at tage trøjerne, men jeg stopper, bukser før trøjer. Jeg venter på at bukserne har fået fem minutter, bare for at være sikker. De er varme, men jeg tvivler på, at de er tørre nok, men jeg bliver nødt til at gøre det nu, for jeg skal nå at blive færdig inden morgenmad. Bukser, tjek, jeg tager trøjerne, de skal foldes på langs, ærmerne læges ned, og så foldes på tværs. Jeg ligger dem oven på bulserne.
Jeg lægger min Fjällraven fra mig og går ned mod mit værelse.
Jeg tager min Fjällraven op, lægger tøjet i den, håndklæderne bliver jeg nødt til at bære da der ikke er mere plads i tasken. Nu kan jeg gå ned til morgenmaden.

Ja, det var så det ene indlæg. Jeg er gået hen og blevet meget glad for det, jeg håber at det også kan give dig noget

I en dobbelt dansktime

Jeg sidder her til dansk med 10.a på Djurslands Efterskole som ligger i Fjellerup, en by så lille at den ikke har sit eget postnummer, men i stedet bliver nødt til at nasse Glesborgs.
Vi har om Reklameanalyse, billedsprogets terminologi, centralperspektivitet, komplementærkontrasten og en- og tovejskommunikation. Ja, det er langweilig
Det er egentlig fint nok, men ikke mere end det, for jeg har haft om lige netop dette emne lidt for mange gange... Jeg vil skyde på at det er femte gang at jeg har om det, en gang i folkeskolen; en gang på brobygning, som jeg har været på tre gange og nu, for femte gang på efterskolen. Flemming har lige udtalt nogle ord som får mit indre til at udsige en lyd der er en blanding af et "suk" og et "fuck"

Så, nu skal i arbejde med jeres reklamer

Jeg har, som så mange andre skoleelever, fundet mit reklamebillede tolv minutter inde i timen. Det blev til et reklamebillede for google, formodentlig lavet af en Google-fan, og ikke Google selv. Billedet viser en himmel i sort/hvid og øverst er et Googlelogo, indhyllet i skyer Det er fire mænd i jakkesæt, med tasker, på stiger som rækker op mod logoet. Kun en af dem når logoet, men han har intet hoved, der er istedet for plantet et stort O. Men, men han er ikke uden held, for hans taske er farvet...

Ved du hvad... Du kan jo egentlig selv se det:

Er det ikke flot?

Det er det vel, men det gør det her reklameanalyse mere spændende, desværre, for jeg håbede ellers på det.
Jeg sidder og skifter mellem: min "blog", Facebook, msn, openoffice og tyskordbogen, af en eller anden grund. Selvfølgelig alt efter hvem der står bag mig, og kan se hvad jeg laver. Engang imellem ser jeg også op for at se på hvor mange der egentlig laver noget.
Det er ikke mange.
Veed andet øjekast ser det faktisk ud som om folk laver noget, det er bare dem der laver mindst der fylder mest, eller stener mest... Nu gider jeg ikke til at fremhæve nogen, men det er bare, ja, virkelig åndssvagt. Kan folk bare ikke tie stille, lave noget konstruktivt i den ene time vi skal lave det her? Selvom jeg sidder og skriver "blog", og alt muligt andet, så har jeg allerede fået skrevet en halv side, og hvis det kun skal fremlægges mundtligt, så er jeg færdig. Det kan da ikke være så svært.
Ja, jeg gider ikke skrive mere, jeg føler bare at jeg ender med at sidde og pege fingre af folk, alt imens at jeg sætte mig selv op på en piedestal, hvor jeg slet ikke hører hjemme...

Et lille værk af mine

Jeg sidder her klokken 00:42 og kan ikke falde i søvn... Jeg har haft en af de dage med indhold, dog et inhold jeg ikke rigtigt føler har haft den store indvirkning på mig. (Kort sagt, min dag har været ret kedelig) Jeg ved ikke lige hvorfor at jeg fik lyst til at gå herind og skrive et indlæg. Jeg tror at det er en blanding af at jeg har læst hele xkcd.com igennem, og at jeg føler mig ufatteligt rastløs.
For omkring 20 minutter slog det mig så hvad jeg skulle skrive om! For det første det jeg har skrevet indtil videre, men så vil jeg også udgive et af mine essays, et som jeg faktisk er blevet godt tilfreds med. Lige lidt info om det hvis kan bruge det: Det er en stil vi skulle skrive i dansk og så valgte jeg Et Dan Túrell essay/digt, af to grunde. Han er en af mine yndlings-kunstnere inden for dansk litteratur, og så ville jeg prøve et essay for en gangs skyld. Det er skrevet over en rigtig oplevelse, men jeg har gjort det lidt mere essay'sk, og så har jeg digtet lidt videre på det. Nyd den.

Sammenhængen mellem kaffe og solnedgange

Første gang jeg mødte dig, havde jeg sat mig ned i den lune aftensol, og der nød jeg min kop kaffe. Du kom hen til mig og spurgte om du måtte få en kop med, indtil da havde jeg egentlig ikke lagt mærke til dig. Jeg havde måske set dig før, der var noget velkendt over dig, der var noget som jeg kunne nikke anerkendende til. Om du må få en kop med? Da ordene strøg ud mellem dine læber forstod jeg ikke hvorfor du ville have min kaffe, der var jo så meget andet kaffe. Der var så mange bedre varianter, og jeg var bestemt heller ikke den bedste til at brygge kaffen.

Nu plejer jeg ikke at være den uhøflige type, men der, lige der, kunne jeg godt brug en kop kulsort kaffe og en flot rød sol, alene. Du stod der stadig med den tomme kop i hånden, så jeg trak bare lidt på smilebåndet og sagde. ”Hvorfor ikk', jeg kan jo nok ikke drikke en hel kande.” Det var vel ren og skær stædighed da jeg med det samme tænkte at det kunne jeg godt.

Han satte sig, jeg blev bare siddende. Jeg drejede på kandens låg som utallige gange var blevet skruet skævt i, men den dag sad det lige. Kaffen løb ud fra tuden, og ned i den tomt afventende kop. Det var nu allerede at stykke tid siden jeg selv havde stået og brygget den. Jeg havde smidt lidt ekstra pulver i, og så havde jeg ladet den trække lidt længere, som jeg er begyndt at få for vane. Da jeg stod og bryggede den, havde det bare været til mig og min aftensol. Så denne helt specielle kande var blot en ud af alt for mange. Det var en af de kander man bare laver, en af dem hvor det meste var afmålt ”sådan cirkus”. Der var kun én ting som var afmålt, og det var vandets varme. Kaffen skal helst være for varm, så man ikke bare kan pøle den i sig. Kaffen skal nydes, og den nydes bedst i godt selvskab, om det så er med venner eller solsorten oppe på taget.

Kaffen blev klar, og det blev jeg også.

Jeg spildte et par dråber på jorden, men det gør i det lange løb aldrig ret meget. Du sagde tak, smilede lidt og varmede dine fingre på koppen. Jeg sad og så dig an, ikke i et fornærmet elevatorblik, slet ikke. Jeg så bare på dit ansigt, om det var åbent og venligt, trist eller genert. Jeg fik ikke set efter, for du kiggede tilbage, måske med samme henseende. Øjeblikket fik mig til at kigge hen mod solen, og hendes dans over skovens trætoppe. Jeg lod som om jeg var mere interesseret i landskabet end dig, men det var bare et spil for kavaleriet.

Om du også kiggede vidste jeg ikke, men jeg tror at du gjorde. Jeg kunne høre dine tanker, de kørte rundt i hovedet på dig, spørgsmål som stod ubesvaret tilbage. Hvorfor du havde sat sig hos mig, om jeg overhovedet ville have det, om jeg overhovedet gad dig. Måske hørte jeg dem kun fordi det var mine egne spørgsmål. Jeg kunne mærke min egen nysgerrighed vokse i takt med min forlegenhed over at der ikke blev sagt noget.

”Det er virkelig en flot solopgang” fik jeg fremmanet.

Du fik rettet mig, det var solnedgang, og det fik os til at grine lidt, måske en smule nervøst i det. Du lænede dig tilbage, tog din første slurk af kaffen og sagde ”Du har ret, den er rigtig flot, og det er for resten en rigtig god kaffe det her” Jeg blev underligt glad for ordene, som om de faldt i hak med noget inden i mig. Vi begyndte så småt at snakke om hvor godt solnedgange og gode kopper kaffe passer sammen. At der er en usynlig, og stærkt undervurderet sammenhæng mellem de to ting. Jeg tog mig også en slurk af kaffen, og den var god. Den var stadigvæk brændende varm, og selvom den var blevet lidt bitter i eftersmagen, så nød jeg den.

Efter vores kopper var tomme hældte du på igen. Nu virkede det som om kaffen var blevet varmere, men den havde blot været gemt i kanden. Kopperne gik, og det gjorde vores samtale også, den holdt dog længere end både kaffen og solen.

Så er jeg tilbage igen

Nu er jeg tilbage efter en lille pause, der er ikke sket noget usædvaneligt, som en skiferie eller noget andet sjovt. Jeg er bare vendt tilbage fra min helt almindelige hverdag, hvor der er sket gennemsnitligt meget almindelig ting

Jeg vil gerne på skiferie, og jeg ærger mig over at jeg ikke har været det her i ferien

Det giver mig netop stof til at skrive det her "blog"indlæg... Hvorfor har vi ikke nok tid? Hvorfor er det så svært at sætte sig ned og bare lade tankerne flyde ud i en lang smørre, som folk så derefter kan fundere lidt over? En af grundene er nok fordi at jeg går på efterskole, og derfor har jeg ikke lige alverdenens tid, og plads for den sags skyld. Der er så meget jeg gerne vil nå, og der har jeg ikke medregnet den tid jeg bruger på timer, valgfag og alt det andet obligatoriske, som jeg skal nå inden dagen den er omme. Se bare på dagen idag, jeg har oplevet to ting, hvor jeg med det samme tænkte "Det kan jeg godt skrive noget om". Nu har jeg så glemt den ene af tingene, og den anden føler jeg at jeg ikke har tid til. Selv det jeg skriver nu, mangler jeg tid til at skrive, så jeg prøver at multitaske, jeg sidder på MSN, facebook, med min mobil i hånden og samtidigt hører jeg Muse. Så det tager også ekstra tid af den grund.
Når jeg sidder her, med alle de her forstyrrelser og "vigtige" ting omkring mig, så forstår jeg ikke hvorfor at jeg ikke bare kan lægge det fra mig, og sætte mig ned og læse en af de bøger jeg så gerne vil læse.
Jeg vil så gerne have mere tid, men jeg tror bare ikke at jeg får mere tid af ønske det, kun mindre... Jeg ville ønske at jeg bare havde 3 timers mig tid hver dag, hvor jeg kunne være alene, med en bog, eller hvor jeg kunne skrive en af slagsen, som jeg så senere ville have tid til at læse. Eller løbe mig en tur, det ville jeg have rigtig godt af forresten, eller jeg kunne bare sidde og nyde den stilhed der opstår når man ikke skal noget. Det har jeg selvfølgelig ikke, og det får jeg heller ikke, især ikke her på efterskolen.

Pusterum

Jeg ville ønske, jeg kunne tænke mig, gid dit og dat... Jeg tror ikke at jeg kan tage mig ordenligt sammen til at få den der pause engang imellem. For den er virkelig svær at passe ind i min dagsorden, der er ikke plads til den. Jeg er fuldt ud overbevist om at jeg kunne nyde godt af den, men jeg er gør det aligevel ikke. Jeg har gjort det måske en eller to gange herude på efterskolen, og bagefter havde jeg det rigtig godt med det. Så gør det dog igen Joakim!
Jeg mener det, jeg burde virkelig gøre det, lige nu og her - Men det kan jeg ikke, om en halv times tid skal jeg op og være forbeder til lovsang, det kan jeg jo ikke bare pjække fra. Det vil jeg egentlig også gerne være.
Nu kommer jeg med så mange kritiske synspunkter og holdninger, men hold op hvor bliver det hyklerisk! Jeg sidder og klager over at jeg ikke har nok tid til alt det jeg gerne vil nå, men har jeg ikke valgt at det skal være sådan? Jeg har jo bevidst valgt at have timer indtil aftensmad tre ud af fem dage? Og har jeg ikke valgt at være elevrådsformand, har jeg ikke valgt at oprette en "blog", som jeg sidder og skriver i nu?
Jo, det har jeg netop selv valgt... Hvorfor har jeg valgt at gøre det når jeg nu synes at jeg ikke har tiden til det hele? Det er fordi jeg ville mangle noget hvis jeg havde for lidt at lave, jeg ville føle en hvis tomhed hvis jeg ikke skulle ting der varer fem timer, på kun tre timer! Jeg vil hellere end gerne have rigtigt meget at lave, det er netop derfor at jeg har valgt så mange valgfag, at være med i elevrådet, være forbeder, stå for diverse ting og alt det andet. Det giver mig et eller andet bruge mig på, noget konstruktivt, det giver mig et eller andet kick. Jeg tror ikke at jeg ville kunne klare at have en dag hvor jeg ikke skulle lave noget, hvor der ikke var noget at fuldføre. Jeg tror det at fuldføre noget, eller det at kunne se frem til noget der vil blive fuldført, giver mig en eller anden ro i sjælen.
Som f.eks skoletrøjer, jeg skrev godt tohundrede bestillinger ind, og derefter skulle jeg så skrive dem om fordi farvekoden var blevet ændret. Så skulle de sendes, og penge skulle betales, og skoletrøjer uddeles, men da det var ovre, også imens, havde jeg en afslappet følelse. Det at vide jeg ville ende med "noget" i enden gav mig roen og lysten til at gøre det, så jeg nød på en eller anden vis at lave alt det arbejde. Jeg valgte også at gøre det selv, for så havde jeg bedst styr på det, og så kunne jeg også selv følge med i hvad der skete, og at det blev gjort rigtigt. Hvis en anden havde gjort det havde jeg nok bare gået og bekymret mig om det blev gjort ordenligt, og så meget andet pylren.
Når det er sagt, så betyder det ikke at jeg kunne have brug for det der "mig-tid", det kan jeg helt bestemt, og jeg nyder det også når jeg engang tager mig sammen til det. Det er bare en udfordring, som jeg vil stille mig selv, og dig, læseren. Tag en to timer ud af din dag, ikke hver dag, men én dag, hvor du bare kan tage dig tid, god tid.

Puuuust

Det var godt lige at komme af med det, og hey, nu fik jeg da taget mig tid, også selvom at det kun var en lille halv time. Også selvom at jeg jo lavede ret mange ting imens...

Joakim Møller

Det første blogindlæg...

Ja, jeg har nu givet efter for presset...

Jeg har lavet en "blog"

Jeg er i hvert fald i gang med det. Hvorfor har jeg nu valgt at gøre det? Tjo, tja, jeg tror det er lidt det med at det er noget appellerende, for mit vedkommende, ved det at skrive en "blog". Det at man kan komme ud med sin mening; et budskab, som man er brændt inde med eller bare et eller andet humoristisk, som man har hørt.
Min "blog" kommer formodentlig til at bestå af små anekdoter fra mit liv, som på den ene, anden eller tredje måde har ændret, lidt eller meget, for mig. Nogle små dagligdags ting som fik, og vil få, mig til at tænke anderledes om noget eller at det fik mig til at se ting på en ny måde. Ved at fortælle lidt om mine oplevelser/hændelser fra mit helt og aldeles gennemsnitlige liv, så håber jeg at det vil have bare lidt effekt på læseren. Jeg håber at denne "blog" vil ændre nogens syn på forskellige ting, omend det kun er en smule.
Hvorfor at jeg har kaldt min "blog" for "A piece of the Cake" vil jeg vente med at forklare til om et halvt års tid. For om et halvt år har jeg sikkert fortrudt helt vildt at jeg har valgt at kalde den netop det, og så bliver det lidt sjovere at forklare sammenhængen i navnet.

Sit back, and enjoy the show ya'll