Arbejd

Jeg sidder helt alene hjemme, mor, far og søs er taget til Vejle. Jeg tog ikke med, da jeg skulle arbejde og der kørte tidligt. Jeg ligger inde på sofaen med computeren i skødet, et glas juice i hånden og musik på anlægget. Jeg har sat The Arcade Fire, lige nu med No Cars Go, på, og ligger bare og, ja, nyder tilværelsen, sådan, helt stille og roligt. En af de dejlige ting ved at være alene hjemme er, at man bare kan være til, uden at forstyrre eller irritere de andre beboere. Netop derfor har jeg skruet helt op for anlægget, uden tvivl til stor irritation for naboer, over- og underboer, lejligheden og dem der går forbi udenfor. Jeg har dog skruet lidt ned igen, for man vil heller ikke være for irreterende...

Nu kan du måske huske at jeg ville skrive om stor flotte orange bogstaver denne gang, men jeg har besluttet, at jeg ikke vil alligevel. Eller, det bliver ikke det, som der bliver skrevet mest om i dette "blog"-indlæg.
Som sagt, så gjort, der er blevet malet de dersens bogstaver uden på parkeringshuset, store og orange, store og grimme, store og nu overdækket. De har sat metalplader op foran, så man ikke kan se dem længere, så der er jo ikke så meget at skrive om længere...
Sådan. Jeg vil hellere snakke om mit nye arbejde, uuuh, spændende. Jeg arbejder der hvor gamle mennesker tager hen for at dø, ikke et hospice, og heller ikke et plejehjem. Nej, jeg arbejder i Salling Bistro, stedet med den overraskende gode lørdagsbrunch, og mange gamle mennesker. Jeg er en af opvaskerne derinde. Der er to ting, som jeg gerne vil skrive om angående mit arbejde, det er.

Mændende i køkkenet
Der er selvfølgelig mænd i køkkenet, vi ved jo alle, at det kun er rigtige mænd, som kan lave mad, ikke sådan noget kvindfolk. Jeg tror vist at jeg kan komme i glat føre hvis jeg fortsætter i den dur, så jeg må nok hellere lade det være. Nå, men det er i hvert fald rigtige mænd, som arbejder i bistroen, de ryger allesammen, har en "let polstret mave" og er kronisk ubarberet. Det er jo "rigtig mand!" Min chef Lasse ryger røde Prince, Simon ryger sort LA og LM, og ham den anden som er i køkkenet ryger blå Pall Mall. Så er der mig, jeg er stoppet med at ryge, jeg barberede mig så sent som i dag og maven er ikke så stor igen.
Jeg tror ikke at jeg vil til at prøve at følge standarden derude, min sixpack er fint beskyttet og jeg vil ikke til at tage en dårlig vane op igen.

Kali og Bob
...er navnet på de to rengøringsmænd, som kommer og gør rent når alle er færdige ude i køkkenet, altså bortset fra mig selv, som står og knalder det sidste opvask igennem på fuld tryk. Kali (udtales ligesom den indiske gud fra "Temple of Doom"-filmen) er en lille japansk mand på omkring halvanden meter, men han er ikke dværg - suk. Indtil videre har jeg ikke forstået så meget af hvad han har sagt til mig, udover "Er du færdig nu, kan jeg sprøjte sæbe nu?" Hvortil jeg somregel svarer "Nej, der går lige kvarter, så er jeg færdig" Til det siger han ALTID "Okay, du gør bare færdig her, så komme jeg igen om lidt." Fem minutter efter spørger han mig så igen "Er du færdig nu, kan jeg sprøjte sæbe nu?"
Bob er Kalis makker, en munter somalisk fyr, som synger diverse rapsange, forholdsvis dårligt, og snakker om hans hoes 'n' bitches nede i byen. Han er lidt mere forståelig, og langt mere underholdende. Han kommer som regel og kommeterer lidt på hvor langsom jeg er til at gøre rent, eller hvor meget jeg mangler, efterfulgt at et meget karektaristisk og smittende grin.
Til sammen er de to fyre ret så underholdende, både at se og høre på, Kali er altid efter Bob, og han er... Ja,ligeglad. I dag gik de blandt andet rundt og diskuterede hvad man kalder lækre danske piger, det endte selvfølgelig med at jeg skulle beslutte hvad man kalder dem. Bob mente at de bliver kaldt sild, og Kali vidste det ikke, men han mente dog at Bob tog fejl. Blot et lille eksempel på deres lidt pudsige underholdning.