Onsdag aften

Klokken er 10:32 en alminedelig onsdag aften
Jeg har lige fået min godnat-smøg, og nu sidder jeg her med en kop varm instant-kaffe, så hvorfor ikke lige skrive lidt på min "blog."
Lektier. Dem er der dejligt mange af, til tider bliver det også for meget af det gode, men det kender du vel alt til ikke? Jeg har lige læst noget om formanalyse, som er en metode hvor du går ind og ser...
............... Ja, kedeligt.
Klokken er nu 10:38 og jeg sidder stadigvæk her, nu med mindre kaffe i koppen, og mere viden i knolden, eller mindre, jeg er lidt i tvivl. Nej, jeg vil ikke begynde at klage over alt for mange lektier, og alt for lidt tid, det vil jeg lade jer om. Næh nej, jeg vil hellere skrive om en hvis person, russeren. Du troede nok ikke at den kom, men nu er han/den her, endelig. Jeg her bevidst ladet det trække lidt ud, for nu er der lidt mere mystik om ham, håber jeg.
Rune Hansen er en helt normal mand, som underviser i matematik, og en smule historie. Han er omkring de fyrre år, men jeg ved ikke om han er gift eller noget som helst andet om hans privatliv. Dog ved jeg at han godt kan lide at gå i hans æggehvide bomuldstrøje.
"Hvor ved han det fra?" spørger du måske dig selv, men det er ganske enkelt, han er ruseren.
For at det lidt mere mening, så må jeg hellere starte fra begyndelsen:

Jeg har kørt med bus i skole i laaang tid, siden fjerde klasse så vidt min hukommelse rækker, og den kommer vidt omkring. Rundt omkring tredive minutter hver vej, så man skal jo lave noget. Gratisaviser bliver meget kedelige, efter, at man har læst dem gennem længere tid, så noget nyt må man jo finde på. Så jeg fik den gode og/eller dårlige vane at kalde folk navne, og forestille mig hvordan de er. To som jeg husker ekstra godt er professoren og russeren, to som jeg så mange gange i bussen.
Rune, hvis navn jeg fandt ud af senere, fik tilnavnet russeren, fordi han er... Meget stor, og så kunne han sagtens gå for at være russisk, meget simpelt, men jeg gik jo også i fjerde. Jeg forestillede mig ham som en lidt arrig mand, med et stort temperament, med en hyggeligere side, i korte træk.
Indtil for 5 uger siden, hvor jeg var på Egholm. Han var en af lærene, og det var ham der stod for det løb som vi var på. Jeg havde jo en gammel forestilling om at han snakkede flydende russisk, og drak vodka (come on, jeg var 10) Så jeg blev meget, ikke overrasket, men forundret over at han snakkede dansk, og egentlig var en meget rar person. Jeg havde heller ikke forestillet mig ham som en lærer, og slet ikke gymnasielærer.
Så, ikke mere kaffe
Rune Madsen, matematiklærer

Det er ikke fordi, at det er nogen vanvittig, helt igennem sindsoprivende, overdrevet episode, men den var nu lidt, ja, pudsig. Jeg blev kort mindet om det med at have fordomme eller forestillinger om folk. Det kan bare få os til at opsætte nogle barrierer som vi slet ikke behøver. Ikke, at det er dårligt, for det er nogle gange nyttigt at have fordomme over for nogle, det kan få os til at være ekstra opmærksomme på personerne. Det kan få os til at tagesærlige hensyn til de personer.

Til sidst et lille post scriptum:
Hvis du har læst min forrige post, og tænkt "fin historie" så har du ikke fanget budskabet, den skulle jo skrives som Ernest ville, ikke?
Underforstået, smid en kommentar