Inglorious Bastards

Jeg ved godt at jeg sagde, at næste "blog"-indlæg ville handler om russeren, men det kommer det ikke til. Bare rolig, det kommer, men ikke nu.

Jeg har, som titelen måske har afsløret, været inde og se Inglorious Bastards i biografen.
Nøj, hvor var den god, så jeg kan kun anbefale dig at se den! Jeg er, som du måske, måske ikke ved, stor Tarentino-fan, og jeg ejer stort set alle hans film, så den her var jeg jo næsten nødt til at se. Til dig der ikke ved hvad den handler om, så er det en film om anden verdenskrig, dog med et nyt twist. På det seneste er der kommet mange film, især tyske, som giver et nyt billede af krigen, nemlig det som tyskerne havde. Der Untergang og Des Leben der Anderes er gode eksempler. Det er ikke længere dumme nazi-svin, men stakkels tyskere og stakkels sindsforvirrede Hitler. Ikke, at det er dårligt, men det er skønt at se en film, hvor tyskerne er nogle svin, og de skal bare nakkes!
Quentins film handler om en specialstyrke, som, i bund og grund, skal dræbe så mange nazister, som overhovedet muligt. Filmen bærer dejligt meget præg af, at det er Quentin, som har instrueret den. Der er den klassiske scene hvor alle begynder at skyde, og alle ender med at dø, skønt. Det er ikke fordi at det er fantastisk at se en masse mennesker dø, men det er jo Quentin, ikke?
Hitler er igen blevet til det stereotype onde monster, som amerikanerne så ham som under, og efter krigen. Nazisterne dræber jøder, og amerikanerne dræber nazisterne, og de nyder det. Det hele er selvfølgelig ikke blod ogskalpering, der er også en god omgang humør med i filmen.
Jeg vil ikke afsløre for meget, så jeg kan egentlig ikke fortælle dig om min yndlings scene i hele filmen. Jeg kan dog afsløre, at det helt sikkert er den næste film, som sniger sig ind på min hylde!

Næste gang er om russeren, det er sikkert, uden tvivl, tusinde millioner procent!! Right...