Onsdag aften

Klokken er 10:32 en alminedelig onsdag aften
Jeg har lige fået min godnat-smøg, og nu sidder jeg her med en kop varm instant-kaffe, så hvorfor ikke lige skrive lidt på min "blog."
Lektier. Dem er der dejligt mange af, til tider bliver det også for meget af det gode, men det kender du vel alt til ikke? Jeg har lige læst noget om formanalyse, som er en metode hvor du går ind og ser...
............... Ja, kedeligt.
Klokken er nu 10:38 og jeg sidder stadigvæk her, nu med mindre kaffe i koppen, og mere viden i knolden, eller mindre, jeg er lidt i tvivl. Nej, jeg vil ikke begynde at klage over alt for mange lektier, og alt for lidt tid, det vil jeg lade jer om. Næh nej, jeg vil hellere skrive om en hvis person, russeren. Du troede nok ikke at den kom, men nu er han/den her, endelig. Jeg her bevidst ladet det trække lidt ud, for nu er der lidt mere mystik om ham, håber jeg.
Rune Hansen er en helt normal mand, som underviser i matematik, og en smule historie. Han er omkring de fyrre år, men jeg ved ikke om han er gift eller noget som helst andet om hans privatliv. Dog ved jeg at han godt kan lide at gå i hans æggehvide bomuldstrøje.
"Hvor ved han det fra?" spørger du måske dig selv, men det er ganske enkelt, han er ruseren.
For at det lidt mere mening, så må jeg hellere starte fra begyndelsen:

Jeg har kørt med bus i skole i laaang tid, siden fjerde klasse så vidt min hukommelse rækker, og den kommer vidt omkring. Rundt omkring tredive minutter hver vej, så man skal jo lave noget. Gratisaviser bliver meget kedelige, efter, at man har læst dem gennem længere tid, så noget nyt må man jo finde på. Så jeg fik den gode og/eller dårlige vane at kalde folk navne, og forestille mig hvordan de er. To som jeg husker ekstra godt er professoren og russeren, to som jeg så mange gange i bussen.
Rune, hvis navn jeg fandt ud af senere, fik tilnavnet russeren, fordi han er... Meget stor, og så kunne han sagtens gå for at være russisk, meget simpelt, men jeg gik jo også i fjerde. Jeg forestillede mig ham som en lidt arrig mand, med et stort temperament, med en hyggeligere side, i korte træk.
Indtil for 5 uger siden, hvor jeg var på Egholm. Han var en af lærene, og det var ham der stod for det løb som vi var på. Jeg havde jo en gammel forestilling om at han snakkede flydende russisk, og drak vodka (come on, jeg var 10) Så jeg blev meget, ikke overrasket, men forundret over at han snakkede dansk, og egentlig var en meget rar person. Jeg havde heller ikke forestillet mig ham som en lærer, og slet ikke gymnasielærer.
Så, ikke mere kaffe
Rune Madsen, matematiklærer

Det er ikke fordi, at det er nogen vanvittig, helt igennem sindsoprivende, overdrevet episode, men den var nu lidt, ja, pudsig. Jeg blev kort mindet om det med at have fordomme eller forestillinger om folk. Det kan bare få os til at opsætte nogle barrierer som vi slet ikke behøver. Ikke, at det er dårligt, for det er nogle gange nyttigt at have fordomme over for nogle, det kan få os til at være ekstra opmærksomme på personerne. Det kan få os til at tagesærlige hensyn til de personer.

Til sidst et lille post scriptum:
Hvis du har læst min forrige post, og tænkt "fin historie" så har du ikke fanget budskabet, den skulle jo skrives som Ernest ville, ikke?
Underforstået, smid en kommentar

The fruit of Spain

Vi skulle skrive en tekst i engelsk, skrevet ligesom Ernest Hemingway ville, som skulle læses højt for klassen. Jeg fandt senere ud af, at vi kun skulle skrive en halv side med halvanden linjeafstand, jeg havde skrevet halvanden side med enkelt linjeafstand... Jeg fik aldrig læst den op, og da jeg er ret glad for den, så synes jeg ikke, at den skal gå til spilde. Jeg ved godt, at jeg har sagt, at jeg vil skrive om russeren, men det her passer lige så godt, så næste gang, det lover jeg.
Jeg håber, at I kan lide den.

The Fruit of Spain

A story, the Ernest Hemingway, way

The town of Olite, in the Basque country, is a small working town of no more than 40 families. It had been lying there for many years, silently sleeping. The church tower would ring every morning, but not to wake people up. Every day all the fathers would go to work, taking care of their families. When they got home, their wives would have made dinner, as they always did. It was a town were nothing seemed to change, but a few years ago the town finally woke up. It wasn't the church tower, for it had been laid to rest, only to peal on Sundays, no, it was the people itself.

Travelers had started traveling to the town, wanting to see how this small town was doing, what it was made of. Wanting to see some more of Spain. Amongst them was Edward A. Carter, and his traveling companion Oliver Law. They'd found Jorge, a small planter. He had allowed them to stay, if they were willing to help him gather the fruit, it was that time of year.
From their room, they could see Jorge working the fields.
“They've got a great nature here, don't you think Oliver?” Edward asked.
Carter, still looking down his newspaper, replied “It's quite alright, I guess.”
“But it's sad that he has to do so much of the work himself.”
“Hnn.. Well I don't...” He mumbled the rest with his nose down between the pages.
Edward walked over, and sat in the chair beside him, and looked over his shoulder “But I guess you're more interested in the news, aren't you?”
Carter looked up, and looked out the window “I just find them more... relevant at the time.”
“I'm going out to help him, if you don't mind.”
“Be my guest” Carter said, leafing through his paper.

The professor went outside their small room, and headed over to the plantation, where the planter was getting rid of some weeds. At the look of it, there was plenty of it. The sun was shining from a cloudless sky, making it uncomfortable for many. The professor stopped a few yards from Jorge, and waited for Jorge to notice him.
“Hola amigo! I see you've come out of your cave”
The professor replied “I thought it was about time, and on a hot day like this, what's the point of staying all bottled up?”
Jorge tried to dry of some of the dirt in his face, only to smear even more on. “I guess you're right, is the big guy coming out too?”
He laughed briefly “No, I think he's got some important things to take care of.”
“Too bad for him, hombre.”
The professor walked over to one of the trees, taking a closer look. “So, is it going to be a good harvest this year?”
Jorge also walked over to the tree “I hope so, I wouldn't mind it, you know. We haven't had this many fruits before, I mean, we did get some the past years, but amigo, this...”
“This is so much more.” He ended his sentence for him.
“Si, this is so much better, you want to taste one of them? They're not ripe, but they're close.”
“Sure.”

Edward plucked a big one, hanging near the top, even though it was harder to reach. He weighed it in his hand, it was a bit heavy for its size. The skin still looked a bit moist, as if the sun hadn't dried it completely. Jorge plucked one for himself, and they tried to make something that resembled a toast. He took a big bite, but spat it out again, and so did Jorge.

“I think mine is rotten, it sure looks as if it is.” He said, while trying to get rid of the taste.
Jorge threw his fruit away “Oh amigo, I think we picked a bad tree.”
The professor looked at the man, who was now checking the tree, cutting down other fruits, to see how they were.
“I really don't hope it goes for all of your trees, do you want me to help?”
Jorge continued his search for rotten fruits “No, just go inside again, I'll call you when the food is ready.”

The professor went inside again, and found his colleague still reading the same newspaper. He sat down in the chair opposite his colleague. Carter coughed, and dried of some of the sweat on his upper lip, when taking down his hand again. He didn't look up this time either
“Was it to hot for you out there?” He asked, and put his paper down into his bag.
“No, it was okay.” Edward replied, looking at his feet.
“Well, it's a bit cooler now. I hope the supper is ready soon, I'm starving, aren't you?”
“Not really, I got this bad taste in my mouth, if you know what I mean.”
Carter stood up “I know exactly what you're talking about, I always get this weird taste in my mouth after eating chili.”
“Yeah.” Edward stood up too, he could hear Jorge calling.
Carter smiled “Finally.”

Inglorious Bastards

Jeg ved godt at jeg sagde, at næste "blog"-indlæg ville handler om russeren, men det kommer det ikke til. Bare rolig, det kommer, men ikke nu.

Jeg har, som titelen måske har afsløret, været inde og se Inglorious Bastards i biografen.
Nøj, hvor var den god, så jeg kan kun anbefale dig at se den! Jeg er, som du måske, måske ikke ved, stor Tarentino-fan, og jeg ejer stort set alle hans film, så den her var jeg jo næsten nødt til at se. Til dig der ikke ved hvad den handler om, så er det en film om anden verdenskrig, dog med et nyt twist. På det seneste er der kommet mange film, især tyske, som giver et nyt billede af krigen, nemlig det som tyskerne havde. Der Untergang og Des Leben der Anderes er gode eksempler. Det er ikke længere dumme nazi-svin, men stakkels tyskere og stakkels sindsforvirrede Hitler. Ikke, at det er dårligt, men det er skønt at se en film, hvor tyskerne er nogle svin, og de skal bare nakkes!
Quentins film handler om en specialstyrke, som, i bund og grund, skal dræbe så mange nazister, som overhovedet muligt. Filmen bærer dejligt meget præg af, at det er Quentin, som har instrueret den. Der er den klassiske scene hvor alle begynder at skyde, og alle ender med at dø, skønt. Det er ikke fordi at det er fantastisk at se en masse mennesker dø, men det er jo Quentin, ikke?
Hitler er igen blevet til det stereotype onde monster, som amerikanerne så ham som under, og efter krigen. Nazisterne dræber jøder, og amerikanerne dræber nazisterne, og de nyder det. Det hele er selvfølgelig ikke blod ogskalpering, der er også en god omgang humør med i filmen.
Jeg vil ikke afsløre for meget, så jeg kan egentlig ikke fortælle dig om min yndlings scene i hele filmen. Jeg kan dog afsløre, at det helt sikkert er den næste film, som sniger sig ind på min hylde!

Næste gang er om russeren, det er sikkert, uden tvivl, tusinde millioner procent!! Right...

I'll be back... I said

Så, nu er jeg tilbage igen, efter en lang sommerferie!

Klokken er nu 11:09, og jeg har lyst til at kickstarte min blog igen, for den er gået hen og blevet lidt... Forladt. Jeg har haft en masse på hjernen på det sidste: Det der med at sige farvel, piger, den frygtelige gymnasielle uddannelse, arbejde, eller manglen derpå og så meget mere, men nu er jeg i den varme stol igen.
Nåh, ikke flere undskyldninger for hvorfor jeg ikke har skrevet i et stykke tid, jeg vil lægge blødt ud, med at nævne to ting. En som har irreteret mig, og en som jeg rigtig godt kan lide. Den første, som har været ufatteligt nederen overfor mig, er hud- og hårprodukt-reklamer. Jeg er ved at være træt af dem, især nu, hvor de kører med en reklame om at ens hud har tre grundlæggende... rettigheder?! Hud har ingen rettigheder, det er bare hud, det tænker eller føler ikke. Mennesker har rettigheder, jeg vil også godt gå med til at dyr har rettigheder, men ikke hud. Det er det samme som at sige at sten har to grundlæggende rettigheder, retten til at kravle ind i folks sko, og rettigheden til ikke at blive kastet ud i havet... Det er en stor løgn, bare for at sælge et produkt, som gør præsic det samme, som hundredevis af andre produkter.
Den anden ting, den jeg godt kan lide, er Firefly!

Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!Firefly!

Jeg har lige købt den komplete box, med alle afsnittene i, og det er virkelig en vanvittig god serie! Hvis du godt kan lide western eller sci-fi, og hvis du har muligheden, så køb den!
"Hvis jeg kan lide Western og sci-fi?" tænker du måske, men lade mig forklare dig hvad serien handler om
Serien er et mix af science-fiction-med-laserpistoler-og-rumskibe og helt normal western-med-barslagsmål-og-togkapringer. Det lyder måske som en underlig blanding, men det er det også, men det er godt! Jeg vil ikke forklare hele plottet, det kan du læse dig til på internettet.

Nu vil jeg i seng, så jeg skriver nok en anden gang, og jeg har jeg har allerede en overskrift til næste indlæg.
Det kommer til at handle om "Russeren"

Bye

Reliance²

Ja, så fik jeg endelig lagt det her ind, det har været få linjer fra at være færdigt i snart en uges tid, jeg håber du kan lide det (læg gerne en kommentar)

Denne gang har jeg intet tilfældigt billede at lægge ind, men det er forhåbentlig ikke derfor, at du er kommet ind på min "blog." Dette indlæg kommer også til at handle om reliance, og det starter hvor det første sluttede, ved ro.
Roen ved at kunne rely on someone, at have tillid til nogen, og at være afhængig af dem. Den er virkelig dejlig! Synes du ikke det? Den tager en del ansvar af ens skuldre, det klarer mange af ens bekymringer, dog ikke alle. Når jeg har fuldt ud har reliance til nogen, så letter det virkelig meget, for jeg har jo en tillid til at personen klarer det som jeg er afhængig af bliver klaret. Det er ikke længere på mine skuldre, jeg er fri for det. Jeg har ro fra det!
Jeg sagde, at det også gav "et spejl." Hvad kan jeg dog have ment med det? Hvis jeg skal være hélt ærlig, så har jeg glemt den præsice grund, men jeg kan, forhåbentlig, regne det ud. Når jeg skrev "et spejl," så er det fordi, at det giver os noget at spejle os selv med, noget at se os selv med. Måske kan du ikke helt følge min tankegang, men lad mig udpensle det lidt for dig:
Når jeg sætter min tillid, og vælger at være afhængig af nogen, så er det fordi, at jeg tror, at personen har lidt mere end mig, kan lidt mere. Så tror jeg, at personen har lige lidt mere selvkontrol, velvilje, mod eller hvad vi nu mener at de gør bedre end os. Derfor bliver de til dem vi har reliance til. De kan klare det, som jeg er afhængig af bliver klaret, bedre end jeg selv kan, defra kommer tilliden.
Fordi at vi af de grunde har valgt at rely on dem, så kan vi bruge den reliance som et spejl. Vi kan se os selv ved at se på den person, vi kan se vores fejl og mangler, men vi kan også se det gode i os selv. For vi kan jo se hvornår vi bliver nødt til at få hjælp, og vi kan se hvornår vi klarer os selv, helt uden støttehjul.
Hvis vi har valgt at rely på nogen som har en dårlig indflydelse, så er det stadigvæk et spejl. Du kender godt Hurlumhejhuset i tivoli, ikke? Det med brædder, som bevæger sig, og gulve, der gynger. I huset er der også nogle spejle, nogle, som kan få dig til at se sjov ud, som en dværg, eller måske ligner det at du har kæmpe øjne. Ligesom dem kan din reliance forvrænge dit billede af dig selv, det kan få dig til at se lille og tyk ud, det kan også få dig til at se stor og stærk ud, selvom, at du ikke er det. Det kan ødelægge meget for en person, der har en forkert reliance, det kan ødelægge personen selv.

Et kort, et kort, et kort, et kart, et kkort, et koerrt, ert kotr, eetkotr, ektrot
Det er egentlig en fortsættelse af det med spejle, den er lidt sammenfaldne på nogle punkter, men, come on. Hvad kan jeg dog have ment med et kort, jo, hvis du har reliance til nogen, så bruger du dem, meget, blandt andet kan du bruge dem som et kort, et kort for dit liv. Du har dem som det her ideal, som det rigtige. Det kan du gå efter, som man ville med et kort.
Det er ikke ret godt beskrevet, så du får lige et eksempel i stedet for en snørklet forklaring.
Hvis du står i en situation hvor du ikke har noget at støtte dig op af, hvis du ingen reliance har, hvad gør du så? Du kan selvfølgelig sætte dig ned og give op, og håbe på, at nogen samler dig op. Ellers kan du prøve selv at klare det, du kan prøve at komme igennem uden hjælp fra en anden. I sådan en situation vil du nok gå efter hvad du ved kan lykkes... Hvad den, du har reliance til, plejer at gøre?
Kan du følge mig?
Vi støtter os op af disse personer, eller kun én, for vi ved, at de kan klare det vi ikke kan. Hvad vi ikke ved er, at vi også nogle gange selv kan, dog med indirekte hjælp fra ens reliance. Vi (op)fanger en vanvittig mange ting, især hvad andre mennesker har lært os gennem hele vores liv. Det, selv at stå i lortet og så klare det, er en af de første skridt ud af denne reliance.
Gisp
Sagde jeg lige et skridt ud af reliance, ja det gjorde jeg, men det kommer i næste spændende afsnit af reliance...

Reliance*

Før jeg vil gå i gang med dette "blogindlæg" så skal du advares:
Billedet til venstre har ingenting at gøre med resten, jeg kan bare godt lide det. Det er tage lidt uden for Vadum, hvor der ligger en 15 meter høj silo. Det er den silo som en af min fars gamle kollegaer bruger til rapelling. Gæt hvad jeg lige har lavet?
Så, jeg håber, at det svarede de fleste af dine spørsmål, hvis ikke, tja... Så skal du ikke læse videre, for der finder du ikke flere svar.


Et emne, som har optaget mine tanker er reliance. Ja, jeg ved godt, det er et engelsk ord, men de(t) danske ord dækker bare ikke nær så meget. Det, at fuldt ud at stole på nogen, eller noget, og smatidigt være dybt afhængig af det. På det seneste har jeg selv oplevet hele dilemmaet ved reliance.
Du har en computer, det ved jeg, for ellers ville du ikke læse det her, og du har garanteret en masse på den. Billeder, musik, små programmer, stile og alt muligt nyttigt. Det har jeg også, eller det vil sige, det havde jeg. Jeg, som enhver anden teenager under uddannelse, har en bærbar som jeg bruger meget flittigt, til f.eks en "blog," men også skolearbejde. For en halvanden måneds-tid siden gik den ned... Alt var væk, mine billeder, som skulle bruges; opgaver, som ikke var blevet afleveret og alle mine film.

A disk read error occurred - pres Ctrl_Alt_Delete to restart

Det var alt hvad den kunne sige, ikke andet. Der kom ingen billeder, der kom ingen lyd, bare blå skærm med hvid tekst. Intet hjalp på det, så hvad gør man? Man installerer et nyt OS, starter fra bunden, tænder og slukker, slet og gendan. Jeg ved godt, at det ikke er jordens undergang at miste sine data, men hvor er det træls at miste dem. Det værste var dogm at jeg havde lagt så meget tillid i min computer, tanken at den måske kunne gå ned havde ikke strejfet mig.
Reliance består af to ting: tillid og afhængighed. Det er begge dele, eller intet, hvis tilliden svigter kan jeg ikke fortsat være afhængig, for så ved jeg ikke om det er der hver gang. Omvendt kan jeg ikke have tillid til noget jeg ikke er afhængig af, for så har jeg jo ikke brug for det, så er det meningsløst at stole på det. Vi har alle reliance til noget, der er et eller andet i vores liv, som vi har tillid til, og som vi er afhængige af. Måske er du uenig i det, men det tror jeg, at vi har. Det næste kommer mest til at handle om reliance til andre mennesker.
Hvorfor vi gør det ved jeg ikke, men derfor synes jeg stadigvæk, at det er vigtigt at have. Det giver os nemlig tre ting:

ro
et spejl
et kort

Jeg kommer kun ind på den første i denne omgang, for jeg skal også have noget søvn, på et tidspunkt... Ro, hvorfor giver reliance dog ro? Jeg tror, at det giver os noget at støtte os op af, for når alt andet fejler, eller går galt, så er det der næsten altid. Det kan, selvom vi ikke ved det, være en ro, selv når vi ikke har brug for det. Bare det at vide, at man har det er nok til, at man kan mere, tør mere, vil mere. Det er en ro som vi kun får gennem reliance til andre, den er meget svær at finde andre steder, selvom, at det nok er muligt.

Resten kommer senere, for nu skal jeg sove...


*= reliance dække over de danske ord "tillid" og "afhængighed"

Udvikling er en personlig ting, som vi selv skal tage stilling til, det er ikke noget andre har at gøre med. Det er kun dig selv, og det er det værste ved det.